Skip to main content

Jensen BT, Carlsen H, Hilden J, Moltke A, Nielsen CV, eds. Praktisk socialmedicin

Jens Modvig

1. nov. 2005
2 min.

Bogen er et samlet genoptryk af 3 års socialmedicinske artikler - 33 i alt - bragt i Månedsskrift for Praktisk Lægegerning. Artiklerne er præsenteret under 13 overskrifter (Historisk og politisk, den lille socialreform, socialmedicinsk samarbejde, sygedagpenge, revalidering og arbejdsfastholdelse, førtidspension, anden hjælp, psykiatriske lidelser, misbrug, arbejdsbetinget sygdom, børn, ældre og andre socialmedicinske problemstillinger) og forsynet med et nyttigt tværgående indeks. Således dækker bogen størstedelen af socialmedicinens hovedoverskrifter.

Titlen lover, at indholdet er praktisk anvendeligt, og målgruppen er naturligt nok i første instans praktiserende læger. Desværre er kun de færreste af artiklerne praktisk vejledende i forhold til udøvelse af socialmedicin i samarbejdet mellem almen praksis og kommunernes socialforvaltninger. Artiklen om den gode socialmedicinske lægeattest kan fremhæves som et godt eksempel på en praktisk rettet vejledning til nytte for begge parter. Denne og lignende artikler burde være obligatorisk stof i uddannelsen til speciallæge i almen medicin. Andre artikler er på grund af deres generelle tilgang mindre målrettet mod dagligt klinisk arbejde med patienter og klienter. Artiklen om arbejdsevnemetoden er nyttig, men efterlader et behov for en opdateret artikel om førtidspensionsreglerne efter 1. januar 2003.

Der har, som følge af bogens natur, næppe været tale om en egentlig redaktion af artiklerne, og der er derfor en del overlap, hvor f.eks. reglerne om revalidering, fleks- og skånejob samt pension beskrives i flere artikler. Omfanget af bogen er for stort til, at man læser den på en gang, og med den valgte titel og målsætning in mente kunne den mindst praktiske tredjedel af artiklerne med fordel være udeladt, og prisen tilsvarende sænket.

Månedsskriftets initiativ hilses dog velkomment, og bogen skal nok finde vej til boghylderne i almen praksis. Om bogen finder ned igen og i det daglige kvalificerer det kliniske socialmedicinske arbejde, kan man håbe på. Hvis fremtidige socialmedicinske artikelsamlinger skal opnå dette, bør artiklerne sikres et mere praksisrelevant og handlingsorienteret præg.

København: Månedsskrift for Praktisk Lægegerning, 2003.

347 sider. Pris: 290 kr.

ISSN 0901-0483