Skip to main content

Jerk W. Langer. Alternativ behandling - metoder og virkning

Jesper Haller, journalist

1. nov. 2005
2 min.

Nøgternhed er en mangelvare i de svulmende boghandlerafdelinger for alternativ behandling. Anprisning eller - mere sjældent - angreb hersker og gør det meget vanskeligt at få overblik over et marked, som mere og mere højlydt banker på døren til det offentlige sundhedssystem. Denne bog er en undtagelse, et meget prisværdigt og vellykket forsøg på objektivt at beskrive de 20 mest almindelige alternative behandlinger, deres teori, praksis og historiske grundlag, behandlernes uddannelse og organisatoriske forhold. En række mindre udbredte behandlinger er kort beskrevet i et leksikon bagest. Der er tale om en håndbog for både læg og læge, populært og sagligt skruet sammen af læge og videnskabsjournalist Jerk Langer , som har skrevet flere håndbøger om emnet for Politikens Forlag.

Særlig værdifuld er bogens grundige gennemgang af den videnskabelige dokumentation for behandlingerne. Forfatteren har gennemtrawlet de medicinske databaser og litteraturen. Forudsigeligt er fangsten begrænset. Afslappet skriver Langer , at »manglende dokumentation ikke er det samme som manglende viden«, men han holder på, at dokumentation må være et krav til behandlinger, der ønsker at modtage offentlige støtte.

Således prøver Langer hele vejen igennem at holde sin ellers skarpe tunge lige i munden. Af og til falder han dog for fristelsen til at stikke den ud: Bachs blomstermedicin får dommen »pseudovidenskabeligt vås« - godt nok afsagt af anonyme »lægevidenskabelige kredse«, men alligevel: Lidt af et brud på den ellers sikre stil.

Forfatteren fodrer desværre - med et lille forbehold - også myten om befolkningens enorme forbrug af alternative sundhedsydelser, som opgjort af Statens Institut for Folkesundhed. Disse data bliver fremført igen og igen i den offentlige debat som argument for at give offentlige tilskud til behandlinger, som befolkningen »vil« have. Ifølge instituttet har halvdelen af befolkningen prøvet alternativ behandling. Ser man nærmere på tallene, har halvdelen af disse blot prøvet massage, afspænding og kostvejledning. Er det alternativ behandling? Tja, bum, bum. Halvdelen af resten har prøvet »naturmedicin«, der som bekendt også omfatter alle vore forældres gamle husråd. Er det alternativ behandling?

Skønhedspletterne dominerer ikke det meget helstøbte og gennemarbejdede opslagsværk, som formentlig vil åbne øjne i mange kredse. Det vil således nok være nyt for mange, at de i lægekredse mest accepterede alternative behandlinger er ganske tyndt dokumenterede. Kiropraktik, som jo er inde under Sygesikringen og praktiseres på sygehuse, er et markant eksempel, ligesom danske læger flittigt bruger akupunktur, hvor dette overhovedet ikke har videnskabeligt belæg. Omvendt er noget så eksotisk som helbredelse ved bøn dokumenteret i en meget interessant kontrolleret undersøgelse.

København: Komiteen for Sundhedsoplysning, 2003.

172 sider. Pris: 119 kr.

ISBN 87-90073-71-1