I-stillingen var hjemme for Katharina Oravsky Sandström, men så var det, hun sagde, at hun ikke kunne gå i regelmæssig vagt, fordi hun bliver syg af forstyrret søvn. Så kunne hun ikke få stillingen.
»Der er bare lige én ting«, sagde jeg. Jeg havde netop fået tilbudt I-stillingen i det speciale, jeg brænder for. Jeg var motiveret og glædede mig, men jeg vidste, at jeg ikke måtte håbe for meget.
»Jeg kan desværre ikke gå i regelmæssig nattevagt. Forstyrret søvn gør mig syg«. Der blev stille i den anden ende af telefonlinjen. Den ledende overlæges tavshed var noget, jeg havde forventet. Jeg har nemlig oplevet det før. Men det ændrede ikke på, at min mave knyttede sig sammen.
Jeg havde søgt I-stillingen i håb om, at jeg kunne gøre den færdig og gå videre i H-uddannelse. Jeg mangler få måneder af introen, jeg sagde nemlig op der for seks år siden, hvor jeg var syg. Mit sind hjemsøges i perioder af angst og depression, og disse perioder udløses i høj grad af søvnmangel. Når jeg forstyrrer min døgnrytme, selv kortvarigt, kan min hjerne ikke længere finde ud af at sove. Det resulterer i mange døgn uden søvn, og så er fanden løs oppe i mit hoved.
Hvis jeg kunne få et ønske opfyldt, ville det være at få en bedre søvn. En mere fleksibel søvn. Jeg er dybt misundelig på dem, som efter et døgn i vågen tilstand kan lægge hovedet på puden og falde i søvn. Som godt nok bliver trætte – det bliver vel alle af nattevagter – men som trods alt ikke holder op med at fungere. For det gør jeg, desværre. Jeg stopper med at fungere, både som læge og som raskt menneske.
Til gengæld fungerer jeg rigtig fint, hvis bare dette ene behov bliver opfyldt. Jeg synes, det er sjovt at arbejde. Og jeg er så glad for mine patienter. De plejer også at være glade for mig, får jeg at vide. Jeg har en forståelse for krøllede hjerner og drillende sind. For jeg har prøvet noget af det på egen krop. Jeg ved, hvordan det kan føles, at ikke blive taget seriøst, når ens helbredsproblem er usynligt og sidder i psyken.
Det lyder sikkert skørt for nogle, men jeg har til tider ønsket, at jeg havde diabetes i stedet for depressioner. Eller reumatoid artritis. Noget fysisk, noget håndgribeligt. Noget, der ikke ville udløse skam for, at man ikke kan udfylde alle funktioner i en stilling.
Jeg hader at skulle være besværlig. At stille krav, have »særlige behov«. Jeg er bestemt ikke stolt af det; tværtimod lider jeg af mindreværdskompleks over for alle de læger, jeg kender, som er speciallæger eller tæt på at blive det. Men jeg bliver ved med at råbe op. For jeg ved, at jeg ikke er alene. Og jeg vil have, at der skal være en plads også for læger som os. For der er også brug for læger som os. Men det kræver et mere fleksibelt uddannelsessystem. Ikke et, hvor det er sort eller hvidt. Enten er du inde, eller du er ude. Enten er du robust som »alle andre«, eller også er du for svag. Svagheder kan ikke accepteres i systemet. I hvert fald ikke, hvis det forstyrrer driften.
Ja, selvfølgelig forstår jeg, at driften skal fungere. At vagtholdet skal fyldes op. Men der mangler læger overalt. Er det bedre at lukke en læge fuldstændig ude end at lade lægen give en hånd?
»Jeg vil fundere over en løsning, jeg ringer tilbage«, sagde den ledende overlæge efter en lang pause. Han ringede aldrig. En uge senere skrev han en e-mail, hvor han fortalte, at jeg er velkommen at søge igen, når jeg kan »deltage i vagtholdet på ordinære vilkår«. Jeg ønsker, at det kunne blive i morgen. Eller næste år. Men jeg er bange for, at det aldrig bliver tilfældet. Jeg vil altid have den samme hjerne, og den trænger til regelmæssig søvn.
Nogle vil måske tænke, at jeg burde acceptere, at jeg ikke kan blive speciallæge i psykiatri. Eller klinisk speciallæge i det hele taget. At jeg burde opgive den tanke. Jeg er også meget tæt på at opgive den. Men jeg har tænkt mig at forsøge lidt endnu. For det kan godt være, at jeg har sårbarheder og særlige behov. Men kære psykiatrien, det vil jeg bestemt mene, at du også har. Hvis du gav mig en chance, kunne vi hjælpe hinanden.
