Skip to main content

Kafkaproces under landsoverenskomsten

Speciallæge i almen medicin Mogens Max-Christensen, Frederiksberg. E-mail: mmax@paradis.dk

31. okt. 2005
3 min.

Tretten år har det taget for et tvungent PLO-medlem (KS) at få sin ret. Hele retssystemet har været involveret fra Byret

til Højesteret. I starten af 1990'erne kørte han lægevagt i Københavns Amt. Han besøgte personer på en såkaldt »erindringsliste«, dvs. personer med særligt behov for smertebehandling mv.

Det lokale SU og LSU besluttede i 1992 og 1993, at han skulle tilbagebetale kr. 334.337,77 for sygebesøg og telefonkonsultationer til denne patientgruppe.

Han var netop i 1993 startet som praktiserende læge i et andet amt, hvorfor han med beslutningen efter overenskomstens § 10 blev trukket hver måned, til beløbet var betalt. Var KS fortsat sin karriere på et sygehus, kunne dette tilbagebetalingskrav således ikke have været effektueret uden en retssag, hvilket sætter hele forholdet som PLO-medlem i relief.

Ud fra landsoverenskomstens endelighedsbestemmelse mente LSU ikke, sagen kunne indbringes for domstolene, hvorfor KS måtte helt til Højesteret, der den 22.4.1997 udtalte, at KS havde krav på en rettergang efter § 6, stk. 1 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Herefter tilbage i Byret og netop nu afsluttet i Landsretten, i hvis tilkendegivelse det netop nu hedder:

»Det er ikke under sagen godtgjort, at KS har overtrådt overenskomsten (§ 6, stk. 2), og der henstår herefter alene det spørgsmål, om KS har aflagt det antal lægebesøg, som han har indsendt regninger for. Det er heller ikke bestridt, at det ud fra et lægefagligt skøn har været berettiget at aflægge besøgene. Antallet af besøg til personerne på erindringslisten har i øvrigt ikke afveget væsentligt fra det, som vidnet NB (lægevagtschef) har forklaret om det sædvanlige. Når endvidere henses til, at antallet af lægebesøg må formodes at være uændret, selv om patienterne var henvist til at rette henvendelse via telefonvagten/Falck, finder Landsretten ikke, at der af KS er udvist misligholdelse, der kan begrunde en modregning/tilbagebetaling af honorar, hvorfor der vil være at give KS medhold i sin påstand, dog således at der ikke ses at være grundlag for at tillægge renter fra før sagens anlæg. I sagsomkostninger for Byret og Landsret skal de indstævnte, LSU og Københavns Amt, in solidum betale kr. 70.000 til KS«.

Det er skandaløst, at man ved en ren Kafkaproces som betalende tvungent PLO-medlem bliver udsat for det, KS har været igennem. Medlemmets retssikkerhed er ganske enkelt tilsidesat. Når man tænker på, hvordan andre fagforeninger hjælper deres medlemmer, bør der være mange røde øren i PLO efter afgørelserne i Højesteret og Østre Landsret. Bortset fra de menneskelige omkostninger ved at skulle føre retssag gennem 13 år, endda med sin egen organisation som modpart, har KS herudover haft betydelig større advokatomkostninger (adv. Peter Breum) end de kr. 70.000, han har fået tildelt af Landsretten.

PLO bør omgående betale sit tvungne medlem denne difference. Afgørelser i SU og LSU, hvor PLO er repræsenteret, kræver enighed, men dermed følger også et organisatorisk ansvar for en retssikkerhedsmæssigt forsvarlig sagsbehandling - og det er ikke sket her. Dette ansvar bør man leve op til ved omgående at forhandle med KS om fuld supplerende støtte til dækning af hans nødvendige advokatomkostninger. Det burde ikke være nødvendigt evt. at tage den slags selvfølgeligheder op af en ansvarsbevidst tillidsmand på et repræsentantskabsmøde.

Men man forstår yngre lægers fravalg af almen praksis ...

SVAR