Skip to main content

Kampen mod pesten. Karantænestationen på Saltholm 1709-1711. Frandsen K-E

Cand.mag. Lise Gerda Knudsen E-mail: lise_k@mail.dk

1. nov. 2005
2 min.

Karl-Erik Frandsen har begået en velskrevet bog om et hjørne af pestens historie i Danmark. Emnet for den lille bog er den karantænestation, som Frederik IV efter inspiration fra de italienske bystater lod opføre på Saltholm i 1709. Frandsen beskriver, hvordan baggrunden for opførelsen af karantænestationen var den pestepidemi, der fra 1702 rasede i blandt andet Polen og Ukraine. I 1709 kom sygdommen til østersøbyerne Danzig og Königsberg og blev dermed en trussel for Danmark, der førte en omfattende handel på Østersøen. Pestudbruddene i Polen og Østpreussen behandles, inden Frandsen går videre med sit egentlige ærinde: at belyse den danske centraladministrations reaktion på epidemien ud fra arkivmateriale vedrørende den omtalte karantænestation. En grundig gennemgang af de oplysninger, kildematerialet kan give, følger, og det beskrives - indimellem måske en smule for detaljeret - hvordan stationen opførtes, hvordan den bemandedes, og hvilke udgifter der var til forplejning. Herefter fortælles, hvordan Saltholm fungerede som karantænestation for passagerer på handelsskibe fra østersøbyerne, for danske soldater, der havde været krigsfanger i Skåne og endelig - fra maj 1711 - for københavnske borgere, der var blevet ramt af pesten. Da pesten for alvor rasede i hovedstaden, opgav man at benytte Saltholm, og karantænestationen blev endeligt nedlagt den 17. september 1711. Frandsen konkluderer, at karantænestationen opfyldte sit formål i den forstand, at pesten først kom til Danmark i november 1710 (s. 59), selv om sygdommen havde hærget i østersøområdet i en årrække tidligere.Bogen er flot illustreret hele vejen igennem, hvilket giver behagelige afbræk i teksten. I nogle tilfælde er det dog svært at se den direkte relevans for den historie, bogen fortæller; således undredes jeg eksempelvis over billedet af politi og slavefoged fra starten af 1800-tallet (s. 12) samt over kobberstikket af en boghandler, der modtager nye bøger i tønder (s. 62). Men dette er blot en lille kritisk bemærkning til et ellers interessant og relevant stykke dansk pesthistorie.

København: Frydenlund Grafisk, 2004.

64 sider. Pris: 128 kr.

ISBN: 87-7887-180-8