Kampen for sundhed er en værdikamp

Henrik Dahl (HD) afslører i sin kronik i Ugeskrift for Læger nr. 1-2, 2004 ikke eksplicit sine definitioner, men de kan nogenlunde læses ud af fremstillingen.

Han nævner et »ukompliceret forløb« som et forløb »hvor det under overvindelse af større eller mindre biomedicinsk og menneskeligt besvær a) lykkes at bringe et menneske ud af sygerollen og samtidig b) med god faglig grund kan udruste dette menneske med prædikatet ,rask`«.

Ved definition af begreber er man jo rent filosofisk frit stillet. Definitionerne kan imidlertid være mere eller mindre praktiske og formålstjenlige.

Som biolog vil jeg primært helst arbejde med en biologisk sygdomsmodel. Om en sådan er der bestemt ikke enighed blandt fagfolk, men følgende skitse kan nok samle flertal.

Den fundamentale livsytring er opretholdelse af form og funktion udsat for miljøets (det indre og det ydre) påvirk-ning/belastning. Det kaldes at opretholde homøostasen. Denne hviler på multiple biokemiske/fysiologiske subsystemer der interagerer. Interaktionen resulterer i en »stødpude« der opretholder form og funktion. Sygdom indtræder når disse mekanismer overbelastes. Man kan tale om latent sygdom når homøostasen er skrøbelig, men endnu ikke brudt.

Sygdom (og her tænker jeg på »intern medicinsk« sygdom) opfattes således som »dyshomøostase«, der kan optræde inden for relativt afgrænsede subsystemer - og muligvis senere brede sig.

Sygdom forstået på denne måde kan »helbredes« - homøostasen genoprettes - men når vi taler om medicinsk sygdom (og HD nævner selv hjertesygdom), vil homøostasen herefter ikke være så robust, og man kan sige at sygdommen er gået over i en latent fase. Tærskelen for de miljøbelastninger der tåles før sygdommen »bryder ud« igen, vil være lavere end før den primære sygdom. Patienten er kommet over sin sygdom (manifest dyshomøostase), men kan ikke siges at være blevet ukvalificeret »rask«.

Ifølge denne model er det kun ganske få der kan opfattes som »sunde og raske«. Det skulle i så fald være de individer der opfylder alle de specifikationer, kvalitativt som kvantitativt, som ideelt kan stilles til arten homo sapiens. Ikke mange! Resten af os der ikke har en manifest dyshomøostase på et delområde af funktionen (er »syge«), opretholder en homøo-stase som, hvad angår robusthed, vil ligge på et continuum, der strækker sig fra det omtalte ideal for arten homo til »nær manifest sygdom«. Med stigende alder aftager del-homøostasernes robusthed. Til sidst bliver den »integrerede« homøo-stase brudt - vi dør!

Kan det enkelte individ ved en viljesakt ændre på dette forløb - udskyde tidspunktet for homøostasesammenbruddet?

Det handler om det HD kalder at undgå »sygerollen«. At påtage sig »den sunde livsførelse«.

I termer der svarer til den biologiske sygdomsmodel, som er skitseret, omfatter det hvad der kaldes primær og sekundær profylakse: De foranstaltninger der efter den gældende opfattelse af patogenese vil aflaste homøostasen - eller i heldigste fald øge dens robusthed.

Her spiller individets valg af »sund livsstil« selvfølgelig ind, men det vil være en grov overdrivelse at påstå at problemet hermed er løst!

Vi der tilhører »dyrearten« homo sapiens, befinder os i spændingsfeltet mellem vor fysiologiske natur med dets friheder og begrænsninger og et miljø (»civilisationen«) med et multiplum af påvirkninger, der interagerer med vor »natur« og også omfatter belastninger af vor homøostase. En række af disse belastninger er for alle praktiske formål uden for individets kontrol. Mekanismerne for homøostasebelastning er ganske velforståede inden for mange områder, men den vestlige civilisation synes ikke at kunne rokkes fra sin forkerte kurs (e.g. fejlernæring og mangel på motion (adipositas, diabetes, hypertension og iskæmisk kredsløbssygdom)), fastholdt af en økonomisk rationalitet.

Kun et mindretal af viljestærke individer formår at definere deres eget »sunde« liv.

Jeg tvivler på at individer eller grupper af individer kan ændre civilisationens kurs, men den »værdikamp« som jeg finder værd at kæmpe, er en kamp på information. Det bør ikke kunne siges at vi rådgivende biologer har forholdt os tavse om disse fundamentale problemer.

Om den frie vilje overhovedet findes er et evigt, filosofisk problem, men at vi har friheden til at undersøge betingel-serne for vor ufrihed, bør der ikke herske tvivl om!