I en artikel af Lindholt et al konkluderes det, at DRG-takster ikke kan anvendes som udtryk for omkostninger ved operation for abdominalt aortaaneurisme (AAA) [1]. På baggrund af en omkostningsberegning for patienter på Viborg Sygehus diskuteres det, om den danske MTV-rapport om AAA-screening er fejlbehæftet, fordi der heri anvendes DRG-takster. I samme nummer af Ugeskriftet skriver professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen i lederen, at DRG-takster er grove gennemsnitsberegninger, der slet ikke er egnet til hospitalsøkonomiske kalkuler f.eks. omkostningseffektivitetskalkuler af et screeningsprogram.
Den danske MTV-rapport om screening for AAA har skabt en del debat, da konklusionen i rapporten er i modstrid med konklusionerne i en række tidligere artikler om emnet [2]. I forbindelse med MTV-rapporten blev der imidlertid gennemført en detaljeret beregning af de faktiske gennemsnitsomkostninger ved forskellige typer af operationer for AAA i region Midtjylland. Kliniske og patientadministrative data for alle patienter, der blev opereret for AAA i perioden 2005-2006 (n = 178) blev systematisk gennemgået [3]. Detaljerede estimater af enhedsomkostninger pr. operationstime, pr. time på intensivafdeling og pr. sengedag (de tre største cost-drivere [4]) blev estimeret for Århus Universitetshospital, Skejby og Viborg Sygehus i samarbejde med de lokale økonomiafdelinger. Beregningerne viste, at der ikke var signifikant forskel mellem DRG-taksterne i 2006 og de lokale omkostningsestimater, og man kunne dermed ikke afvise, at DRG-taksterne var gode estimater for de faktiske omkostninger for AAA-operation i Danmark. DRG-taksterne blev benyttet i MTV-rapporten i stedet for de lokale estimater af hensyn til generaliserbarheden idet DRG-taksterne i princippet skulle være et gennemsnit for alle landets sygehuse. Ligeledes havde man i tidligere artikler om emnet brugt DRG-takster, og Lindholt skriver i en artikel om de samme DRG-takster »... we believe the used DRG tariffs are representative for AAA operations« [5]. Det skal også bemærkes, at DRG-taksterne blev brugt i MTV-rapporten alene som et udtryk for omkostninger ved den initiale hospitalsindlæggelse, hvorimod Lindholts nye opgørelse dækker et forløb på 12 måneder. Tallene er således ikke sammenlignelige.
En kritik af økonomers brug af DRG-takster bør føres i dialog med de økonomer, som udfører analyserne og kender styrker, svagheder og alternativer. Der er mange pragmatiske grunde til at anvende DRG-takster, og på Sundhedsstyrelsens hjemmeside findes stor dokumentation for systemet og for beregningerne. Der er næppe grund til at tro, at DRG-takster altid er dårlige eller altid er gode. En blind afvisning af DRG-takster som informationsgrundlag for økonomiske analyser er ikke gennemtænkt.
Referencer
- Lindholt JS, Sørensen J. Hospitalsomkostninger ved operation for abdominalt aortaaneurisme. Ugeskr Læger 2010;172:2206-12.
- Bech M, Ehlers L, Overvad K et al. Medicinsk teknologivurdering af screening for abdominalt aortaaneurisme. MTV og Sundhedstjenesteforskning, Center for Folkesundhed, Region Midtjylland, 2008.
- Christensen S, Kjølby M, Ehlers L. Testing the generalizability of national reimbursement rates with respect to local stetting: the cost of abdominal aortic aneurysm surgery in Denmark. Clin Econom Outcomes Res 2010;2:135-9.
- Tang T, Lindop M, Munday I et al. A costs analysis of surgery for ruptured abdominal aortic aneurysm. Eur J Vasc Endovasc Surg 2003;26:299-302.
- Lindholt JS, Juul S, Fasting H et al. Cost effectiveness analysis of screening for abdominal aortic aneurysms based on five year results from a randomised hospital based mass screening trial. Eur J Vasc Endovasc Surg 2006;32:9-15.