Kan forebyggelse reducere udgifterne til behandling?

I den sundhedspolitiske debat hævdes ofte, at det er bedre at forebygge end at behandle. En grund er, at det sparer mennesker for lidelser; en anden grund er forestillingen om, at en øget satsning på forebyggelse kan reducere behovet for sundhedsydelser og dermed også udgifterne til sundhedsvæsenet. I 1989 udtrykte den borgerlige regering forhåbningen, at man med forebyggelse »ikke bare (vil) spare lidelser, men også ressourcer« [1]. Lignende tanker ligger bag den nuværende regerings prioritering af forebyggelsen af de otte folkesygdomme: »Det er sygdomme, der har store menneskelige omkostninger, og samtidig koster milliarder for det danske sundheds- og socialvæsen« [2]. Der er imidlertid flere grunde til at tro, at dette håb om lavere sundhedsudgifter aldrig vil indfries.

For det første vil vi alle, uanset hvor effektiv forebyggelsen bliver, en gang dø. Det vil for de flestes vedkommende indebære, at vi i kortere eller længere tid, før det sker, får brug for sundhedsvæsenet, uanset om vi bliver 60 eller 90. For det andet kan alle sygdomme ikke forebygges. Derfor vil der altid være brug for behandling og pleje af syge mennesker. For det tredje, og afgørende, er det ikke meget, der tyder på, at der er en sammenhæng mellem befolkningens sundhedstilstand og sundhedsudgifterne, og at en forbedring af sundhedstilstanden skulle føre til lavere sundhedsudgifter. De færreste betvivler vel, at den danske befolknings sundhedstilstand er bedre i dag end for 100 år siden; alligevel bruger vi langt, langt flere penge på sundhedsvæsenet nu end den gang.

De ressourcer, der er til rådighed i samfundet er nok den væsentligste forklaring på sundhedsudgifternes størrelse. Jo rigere et samfund er, jo flere penge bruges på sundhedsvæsenet. Sundhedsudgifterne har været stadig voksende om end i forskellig takt i flere hundrede år. Da intet tyder på, at den samfundsøkonomiske vækst vil stoppe, vil sundhedsudgifternes vækst næppe heller gøre det.

En anden faktor af betydning for udgifterne er, hvad man kan tilbyde i sundhedsvæsenet. Den stadige forbedring af behandlingen af mange sygdomme gør, at politikere og læger ønsker at øge udbuddet af ydelser til befolkningen. Jo bedre resultater og jo mindre risici, der er forbundet med forskellige behandlinger, jo mere attraktive bliver de. Den tredje faktor, som hænger sammen med de to første er, at befolkningens forventninger vokser. Lidelser som man for 50 år siden levede med, giver i dag anledning til efterspørgsel på sundhedsydelser, både fordi de kan behandles, og fordi vi ikke accepterer at leve med dem. Der er al grund til at tro, at kommende generationer vil blive stadig mere forventningsfulde, eller krævende om man vil.

Et eksempel kan illustrere pointen: I 1930'erne blev gamle mennesker ikke indlagt oftere end yngre; i 2002 var indlæggelsesfrekvensen for mennesker på 75-84 år næsten fem gange højere end for mennesker på 15-24 år. Antallet af indlæggelser per 1.000 indbyggere over 65 år steg fra 308 i 1981, til 412 i 1994 og til 486 i 2002, dvs. med 58%. I samme periode steg det samlede antal af indlæggelser per 1.000 indbyggere med 20% (fra 178 til 217). Der er ikke noget der tyder på, at gamle mennesker er meget mere syge i dag end for 70 eller 25 år siden [3, 4]. De voksende forventninger er efter al sandsynlighed en meget væsentlig bidragende forklaring.

Det er muligt, at forebyggelse kan bidrage til, at væksten i de udgifter bliver en lille smule lavere, og at det for enkelte sygdommes vedkommende fører til lavere udgifter. Men forebyggelsesarbejdet kan ikke med nogen større troværdighed begrundes med, at det fører til lavere samlede sundhedsudgifter. Derimod kan man meget vel forestille sig, at forebyggelse kan føre til en generelt forbedret sundhedstilstand, som kan bidrage til en forbedring af den samlede samfundsøkonomi. Endelig kan mere forebyggelse føre til bedre liv og længere liv, hvilket skulle være grund nok til at prioritere det.