Kan man erstatte lægen med en krystalkugle?

Den amerikanske læge Erik Topol har profeteret, at adgangen til kunstig intelligens og udviklingen af prædiktionsmedicin vil revolutionere lægefaget [1]. Diagnostik vil blive mere præcis, og det enkelte menneske vil, med bærbare enheder og sensorer, kunne monitorere sin sundhedstilstand og forebygge sygdomme. Topol forestiller sig, at vi alle på sigt har en app, der fungerer som personlig sundhedsrådgiver – mere effektiv end lejlighedsvise aftaler med en læge.

Denne profeti er herhjemme blevet reproduceret af Pihl og kolleger, der i debatbogen, Doktor Hansen har set sin sidste patient, argumenterer for, at vi kan undvære familielægen i den form, vi kender i dag, og at præcisionsmedicinen vil frigive en masse tid i sundhedsvæsenet [2].

Ser vi bort fra, at øget tilgang til teknologi stort set altid har skabt et højere aktivitetsniveau i sundhedsvæsenet, og det skræmmende scenarie, hvor vores private rum fyldes op med døgnmonitorerende sensorer og apps, så bygger denne antagelse også på forældede og forsimplede perspektiver på diagnostik.

Den store krystalkugle

De sidste ca. ti år har vi befundet os i grænsefeltet mellem forebyggelsesmedicinen og den prædiktive medicin. I Danmark er antallet af dødsfald, der skyldes hjerte-kar-lidelser, for eksempel faldet drastisk, fordi stadig flere danskere er i forebyggende behandling med medicin. En indsats, der er bygget op omkring flere og regelmæssige kontakter med en læge.

Den prædiktive medicin ligner forebyggelsesmedicinen, men nye teknologier som gentest, apps og kunstig intelligens gør det i højere grad muligt at forudsige, om et givent individ er i risiko for at udvikle sygdom. Gentest gør det muligt ud fra en blodprøve at forudsige et individs risiko for at udvikle kræft . Brugen af digitale teknologier bygger på samme logik, men det gør det muligt at udvide krystalkuglen. De »data« som Topol og Pihl m.fl. forestiller sig, vi skal gøre brug af, repræsenterer ikke kun et menneskes biologi (blodprøver mv.), men også et menneskes biografi (indkøbsvaner, digitale og sociale adfærd mv.). De forudser, at vore hjem og kroppe forbindes via sensorer og apps, der indeholder algoritmer, der kan hjælpe os med at justere søvn, motion og monitorere eventuelle tegn på sygdomme. Hos lægen kan disse »data« igen forbindes med vores »sociodemografiske status«, medicinforbrug og generelle helbredsstatus.

Det er hele livet, der kan iagttages i krystalkuglen, og gøre det enkelte menneske til sin egen helbredsvogter. Det er svært at tro, at det skulle få os til at gå mindre til læge.

At stille en diagnose

Det traditionelle perspektiv på diagnostik (som er det, der fremføres af Pihl og kolleger) er, at diagnostik er en afgrænset handling, kendetegnet ved, at en sundhedsprofessionel overleverer en besked til en patient om, at hun har en sygdom. Vi ved dog, at mange mennesker har en oplevelse af, at de træder ind i et sygdomsforløb allerede, når de får at vide, at de er i risiko for at udvikle en sygdom.

Hvis de fremtidsscenarier, som Topol og Pihl fremskriver, bliver virkelige, vil diagnostikken ikke forsvinde. Den kommer bare til at strække sig ud over en større del af menneskets livsforløb. Vi har ingen grund til at tro, at det ikke vil øge befolkningens behov for at være i kontakt med lægen og modtage rådgivning, ekstra test og beroligelse.

Man kan frygte, at den præventive medicin yderligere vil marginalisere ideen om, at sygdom er en naturlig del af livet, og at vi i værste fald kommer til at betragte sygdomme, som resultatet af en fejlslagen indsats. Den præventive medicin vil ikke afholde folk fra at gå til læge, tværtimod. Læger og alle vi, der bliver patienter-for-livet, skal fremover kunne navigere i et væld af etiske spørgsmål og rumme den allestedsnærværende sygdomsrisiko.

Det er naivt at forestille sig, at teknologiens forandringspotentiale alene ligger i, at den gør os sundere og mindre afhængige af sundhedsvæsenet. Derudover bør vi overveje, om det reelt giver os bedre liv at erstatte lægen med en krystalkugle.