Skip to main content

Kasper Aaboe: Hvor er Frank Arnesen?

Frank Arnesen havde øje for fodboldtalenter og udviklede de største af dem. Tænk, hvis man havde den samme talentudvikling i den lægelige videreudddannelse.

Foto: Claus Boesen
Foto: Claus Boesen

Kasper Aaboe, 1. reservelæge, ph. d.

5. sep. 2014
3 min.

Frank Arnesen brillerede som landsholdspiller i 1980’erne ikke blot inde på fodboldbanen, men i særdeleshed også uden for fodboldbanen. Efter at have afsluttet sin aktive karriere gav Frank Arnesens øje for talenter ham i 2005 titlen som verdens bedste sportschef, og han krediteres for i PSV Eindhoven at have opdaget og udviklet fodboldstjerner som Ronaldo (den første), Romario og Ruud van Nistelrooy [1]. Frank Arnesen havde forstået, at ville man have et hold i verdensklasse, handlede det om at spotte talenterne og give dem mulighed for at udvikle sig.

Både hos Danske Regioner og i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse er målsætningen, at vi skal have et sundhedsvæsen i verdensklasse [2]. Men vil man skabe et verdensklassehold som Frank Arnesens, er man nødt til at have både en strategi for talentudvikling og en sportschef til at udvikle og implementere strategien.

Jeg har ladet mig fortælle, at man på Skejby Sygehus har haft et interessant projekt med talentudvikling blandt kirurgisk interesserede medicinstuderende. Ved at teste de medicinstuderende på en laparoskopisk simulator fik man identificeret dem, som var særligt talentfulde. De kom efter sigende herefter ind i et fast track-uddannelsesforløb, hvor de sideløbende med deres medicinstudium fik tilbudt kirurgisk uddannelse, for som nyuddannede læger allerede at være habile operatører.

Tænk hvis man lagde den samme form for talentudvikling ind i den lægelige videreuddannelse. Jeg kender flere yngre læger med særlige talenter: forskning, kliniske færdigheder, politik, som har forsøgt at tilrettelægge deres speciallægeuddannelse, så de samtidig kunne pleje og udvikle deres talent. Fra officielt hold er de dog som regel blevet mødt med et: »Det kan formentlig godkendes, men alene hvis …«, frem for et: »Det lyder spændende. Hvordan lægger vi sammen den bedste plan for både dig, din uddannelse og dermed dit bidrag til fremtidens sundhedsvæsen?«.

Vil man have et sundhedsvæsen i verdensklasse, skal der sættes fokus på talentudviklingen og gives plads til nytænkning.

Vil man have et sundhedsvæsen i verdensklasse, skal der sættes fokus på talentudviklingen og gives plads til nytænkning. Vi er derfor også nødt til at have en speciallægeuddannelse, der kan rumme individuelle forløb. Og for at det skal kunne lade sig gøre, skal der udpeges sportschefer, som med reel beslutningskompetence kan facilitere og stimulere talentudviklingen og samtidig afdrible lokale forsøg på obstruktion. Hvis jeg var førstevælger på sundhedsholdet, ville jeg pege på talenter som Ronaldo, Romario og Ruud til at spille på mit hold, for vil man spille med blandt de bedste, skal der være nogen til at score mål. Men talenterne skal udvikles, før de kan vælges. Så hvor er Frank Arnesen?

Referencer

LITTERATUR

  1. http://da.wikipedia.org/wiki/Frank_Arnesen.

  2. www.regioner.dk/sundhed.