Der findes næppe nogen profession, hvor mesterlære har været mere central end i lægefaget. I århundreder har læger lært faget ved at gå ved siden af mere erfarne kolleger. Ikke fordi lægevidenskaben mangler bøger, retningslinjer eller »evidens«, men fordi klinisk arbejde i høj grad handler om mønstergenkendelse, dømmekraft og erfaring. Det handler om at vide, hvornår patienten foran dig ikke passer ind i lærebogen.
På et tidspunkt fandt nogen imidlertid ud af, at den nyudklækkede student skulle gennem en effektiv og standardiseret uddannelsesmølle på medicinstudiet. Færre sideophold, flere kompetencekort, flere læringsmål og flere retningslinjer. Til sidst får man udleveret en vagttelefon og en nøglebrik, og så er man klar til følgevagt.
Nogle af de kolleger, der læser med her, har allerede en velkendt følelse i maven. Den såkaldte følgevagt er nemlig ofte en teoretisk konstruktion. Tre dage før den planlagte følgevagt er der sygdom i vagtlaget, og den nye KBU-læge bliver, ledsaget af opmuntrende ord om talent og robusthed, bedt om at tage vagten selv. Så er man da i gang.
»Ingen ville drømme om at uddanne en pilot ved at udlevere en manual og derefter håbe på det bedste. Alligevel kommer vi af og til tæt på samme logik i sundhedsvæsenet«Faisal Mohammad Amin
Problemet er ikke de unge læger. Problemet er vores forventninger til dem. Vi forventer, at et menneske, som få uger tidligere stod til embedseksamen, skal kunne navigere i akutte kliniske situationer, prioritere mellem konkurrerende opgaver, håndtere pårørende, samarbejde med plejepersonale og træffe beslutninger med potentielt livsændrende konsekvenser samt de øvrige såkaldte lægeroller. Samtidig diskuterer vi jævnligt, om KBU-lægerne overhovedet skal være en del af frontlinjen. Selvfølgelig skal de det! Men de skal ikke stå alene. Man kan ikke beskytte KBU-lægen mod virkeligheden, men ved at sikre supervision tæt på patienten, speciallæger i front til bedside-uddannelse. I tillæg er der værdi i at tilknytte KBU-lægerne faste afsnit, hvor der skabes et tilhørsforhold, så man kan koncentrere sig om kerneopgaven i mesterlære hos den eller de relativt faste seniorlæger på afsnittet frem for f.eks. at bruge tid på en arbejdsplads med en pc, der kan bruges. I tæt alliance med den driftsansvarlige overlægekollega Eva Rosa Petersen besluttede jeg som dengang uddannelsesansvarlig overlæge at afprøve netop omtalte tiltag og så, at flere af vores KBU-læger oplevede, at de gik fra at være en prop i flowet til en tilværelse som fisk i vandet. Det burde ikke overraske nogen.
Ingen ville drømme om at uddanne en pilot ved at udlevere en manual og derefter håbe på det bedste. Alligevel kommer vi af og til tæt på samme logik i sundhedsvæsenet.
Når debatten om KBU-læger blusser op, handler den ofte om produktion, effektivitet og patientsikkerhed. Men vi glemmer det langsigtede perspektiv. KBU-lægen er ikke en omkostning. KBU-lægen er en investering.
Hver eneste speciallæge, overlæge og cheflæge har engang været den usikre KBU-læge med svedige håndflader og en alt for tung vagttelefon i lommen. Hvis vi ønsker et sundhedsvæsen med høj faglig kvalitet om 10, 20 eller 30 år, skal vi investere i dem, der skal bære det videre.
Det kræver tid. Det kræver supervision. Det kræver tålmodighed.
Men afkastet er enormt.
Vores konklusion er klar: KBU-lægen er ikke et problem, der skal håndteres. KBU-lægen er det guld, samfundet bør investere i. Og som med alt andet guld kræver det, at nogen er villig til at forædle det.
