Skip to main content

Kirurgisk kompendium kittelbog

Overlæge Claus Buhl Nielsen Ledende overlæge, dr.med. Svend Schulze E-mail: Claus.Buhl.Nielsen@hvh.regionh.dk Interessekonflikter: ingen

3. feb. 2012
2 min.

FORFATTERE: Svendsen LB, Nordling J, Dahl B et al

FORLAG: København: Nyt Nordisk Forlag, 2011

SIDER: 672

Pris: 599,95 KR.

ISBN: 978-87-17-04127-1

Det er en fornøjelse at læse tredje udgave af Kirurgisk kompendium kittelbog. Alle kapitler er opdateret. I flere kapitler er opsætningen ændret af hensyn til det nye fagområde akut medicin, der er nye afsnit om laparoskopiske og endoskopiske procedurer, og endelig ledsages den nye udgave af en elektronisk version, som vi dog ikke har haft adgang til.

Der er 14 kapitler: et alment, et om traumer og 12 specialespecifikke. Hvert kapitel er inddelt i afsnit og afsluttes ofte med en sidehenvisning til Kirurgisk kompendium, tredje udgave, eller Medicinsk kompendium, 16. udgave. Endoskopiske procedurer beskrives i det almene kapitel, men desværre henvises der ikke til de nye undersøgelses- og behandlingsmuligheder under de respektive sygdomme. Man savner også et afsnit om adipositaskirurgi og komplikationer hertil.

Mange kommer til at tage imod gastrisk bypass-opererede patienter med truende blow out eller intern herniering men finder intet om disse tilstande i kittelbogen. I urologikapitlet er der en uhensigtsmæssig vægtning af, hvor indgående nogle procedurer er beskrevet - f.eks. er blæresubstitution beskrevet over to en halv side, hvorimod TUR-P kun er nævnt med en linje. Endelig er stavemåden stadig inkonsekvent. Der anvendes f.eks. både ae og æ. Efter de 14 kapitler er der en praktisk oversigt over medicinske forkortelser med tilhørende forklaring. Bogens indeks er desværre mangelfuldt. Tilstande som f.eks. pseudoobstruktion, volvulus og uroplani kan ikke slås op.

I en digitaliseret hverdag i det danske sundhedsvæsen kan det umiddelbart virke antikveret at udgive en kittelbog. De fleste afdelinger har instrukser på deres intranet eller internet, hvor der også findes flere nationale retningslinjer og guidelines. Men da bogen trods alt fungerer til en del opslag, udgør den et reelt og mere læsevenligt alternativ eller supplement, og da den tilmed fungerer godt som kompendium, er den bestemt sin vægt værd, både i reolen, i rejsetasken og også i kittellommen. Den kan varmt anbefales til studenter og yngre læger i klinisk basisuddannelse og introduktionsstillinger.