Skip to main content

Kirurgisk kompendium Kittelbog Stadil F, Lund B, Nordling J, red.

Afdelingslæge, dr.med. Morten Wøjdemann E-mail: mowo@herlevhosp.kbhamt.dk

8. maj 2006
3 min.

Se, hér er hvad enhver medicinstuderende og yngre læge skal putte i kittellommen og bruge flittigt under ophold på kirurgiske afdelinger eller i skadestuen! For en rimelige pris får man læseletudgaven af det store autoritative værk, hvis funktionalitet hermed kompletteres, som vi kender det fra den engelsksprogede litteratur. Det er naturligvis ingen nem opgave, forfatterne har været på: At skulle prioritere, fokusere og formidle sygdomme og tilstande til et omfang af ca. en side, som målgruppen kan læse i en fart, inden de tager hul på diagnostik og behandling. Overordnet er det en særdeles vellykket kittelbog, som fortjener en stor læserskare.Bogen er opbygget med et glimrende alment kapitel, der tvinger læseren til at tage ansvar for, at patienten overhovedet kan opereres, risikovurdere og informere om komplikationer. Det glæder jeg mig til at se vores kommende kolleger forstå og praktisere. Inden de specialespecifikke kapitler gennemgås traumatologien kort og klart. Her vejledes man af en række gode illustrationer. Fremhæves skal kapitlet om forbrændinger, der fremstår som bogens bedste og eneste, der fuldstændig bygger bro mellem teori og virkelighed. Et kapitel, der tør at byde ind med meget konkrete anvisninger og i virkeligheden lægger sig helt op af lokale instrukser. Specielt nød jeg et afsnit med underrubrikken: Til patienten meddeles: Ja, så er det hele vist med! Alle andre kapitler burde skæres over samme læst i næste udgave.Herefter følger kapitlerne de regioner, der beskrives. Hjernen, hoved og hals, mamma, thorax, hjerte og pericardium, arterier og vener, abdomen, nyrer, urinveje og binyrer, mandlige genitalia, gynækologi, ortopædi, børnekirurgi og hud. Hvert afsnit afsluttes nyttigt med krydshenvisning til de relevante sider i hhv. Kirurgisk og Medicinsk kompendium. Men gad vide, hvor mange af kittelbogens læsere der har disse seneste udgaver i reolen? Jeg savner mere tidssvarende henvisninger, som f.eks. links til internationale websites, nationale hjemmesider og instrukser. Jeg ser oftere vores studenter og yngre læger med deres PDA eller foran afdelingens pc'er end bøjet over lærebogssamlingen.Selvfølgelig er der skønhedsfejl; bl.a. kan det undre, at dansk kirurgis grand old men ikke hjælper næste generation med at styre igennem med konsekvent stavning, er det nu ch, k, c eller t, th, æ, ae eller e? Hvor er afsnittet om pseudoobstruktion/colonileus/Ogilvies syndrom blevet af? Ingen af sidstnævnte kan findes i indeks, der mildest talt er noget inkomplet. Også afsnittet om forklaringer til forkortelser er fyldt med småfejl og mærkelige prioriteringer. Hvor er f.eks. KRC eller CRC (kolorektal cancer) mon henne, mens man til gengæld som kirurg så må glædes over at kunne finde ALM (akralt lentiginøst melanom) forklaret! Størrelse og layout er lige i øjet, men er indbindingen nu robust nok - min udgave er allerede gået op i ryggen, selvom den ikke har været i kittellommen.

Medicinstuderende og yngre læger - køb den, det vil I ikke fortryde!

København: Nyt Nordisk Forlag

Arnold Busck, 2006.

612 sider. Pris: 599 kr.

ISBN 87-17-03789-1