Skip to main content

Klaksvig-striden og Lægeforeningens historie

Læge Jesper Brandt Andersen, Vordingborg. E-mail: jesperbrandt@dadlnet.dk

7. mar. 2008
1 min.

Læge Per Laage Kragh har i et debatindlæg i Ugeskriftet (2008;170:556-7) udtrykt skuffelse over, at den legendariske Klaksvig-strid fra 1955 ikke har fået omtale i bogen »Ve og Velfærd« om Lægeforeningens historie gennem 200 år. Den ene af bogens forfattere, journalist Klaus Larsen, har i samme nummer af Ugeskriftet beklaget, at der ikke blev plads til Klaksvig-affæren i bogen. Han har henvist til udførlig omtale af affæren i Poul Hammerichs Danmarkskrønike.

Til oplysning for de to herrer og andre evt. interesserede er Klaksvig-striden desuden udførligt beskrevet i et tobindsværk af samme navn af Frede Asgaard, udgivet på Forlaget Insight i Hobro i 1990-91. Værket er rigt illustreret og rummer interviews med flere af de implicerede læger, herunder stridens hovedperson, læge Olaf Halvorsen.