Tanzania var i centrum for den afrikanske del af dansk ulandsbistand, også før landet i 1960’erne blev selvstændigt. I de euforiske første selvstændighedsår var optimismen stor, og mange projekter blev startet, herunder udbygning af sundhedsvæsenet og etablering af en lægeuddannelse.
Også kontakt til udlandet blev styrket. Et samarbejde mellem den lokale lægeuddannelse, Folkekirkens Nødhjælp og den danske del af International Medical Cooperation Committee (IMCC) gav i 1969 to danske medicinstuderende en unik mulighed for gennem et ca. fem måneders langt forløb at følge en del af den teoretiske og praktiske uddannelse af medicinstuderende i Tanzanias hovedstad, Dar es Salam. Oveni fik de mulighed for klinikophold og for besøg på en række missionshospitaler. Det skulle vurderes, om danske medicinstuderende kunne bidrage i opbygning af landets ekspanderende sundhedsvæsen. Nok en noget megaloman tanke, men ingen tvivl, for de første udsendte danske studerende var der meget at hente både fagligt og sundhedsstrukturelt. Vigtigst var måske oplevelsen af den globale ulighed inden for sundhedsområdet, og hvordan en vellykket udvikling kræver et samspil mellem ressourcer, befolkningens kultur og behandlerens diagnostiske og behandlingsmæssige formåen.
Nu – næsten 50 år senere – er det fortsat muligt for danske medicinstuderende at komme til Tanzania. Det kan være i form af et forskningsophold, som for nylig beskrevet i Ugeskrift for Læger [1], eller det kan forme sig som et klinikophold.
Klinikopholdene arrangeres af IMCC og Studentermedicinsk Forening for Infektions- og Tropemedicin (SMIT). Organisationen har aftaler med hospitalerne, og en af hospitalets læger fungerer som kontaktperson og mentor under hele opholdet [2]. Ansøgningsprocessen er enkel [2], og når man har takket ja til et ophold, indbetales 1.000 kr., der også dækker udgifter til en bolig inden for hospitalsområdet. For yderligere et par hundrede kroner om ugen bliver der gjort rent, købt ind og lavet mad. Flybilletterne skal man selv bestille og betale.
»At være dansk medicinstuderende i Tanzania er at balancere mellem to verdener: den europæiske rygsæk fuld af værdier hjemmefra og den afrikanske skinbarlige og til tider dystre virkelighed, hvor operationsgaze foldes i hånden, og hvor ressourcerne er alt for få«Buse Bor og Ebba Nexø
Når alt er på plads, går turen sydpå. Spændt sidder man i flyet fra København til Dar Es Salaam og videre i et lille propelfly sydpå. Endemålet er Songea, en by med omkring 200.000 indbyggere. Lufthavnen er blot en støvet landingsbane og en solblegnet pavillon. Bagagen kastes i en bunke, ingen skilte, ingen højtalere. En medarbejder fra hospitalet står parat, og snart går turen gennem de livlige gader til Songea Regional Referral Hospital og en verden præget af tropisk klima og anderledes lyde men også af åbenhed, smil og fællesskab.
Hospitalet er et af 27 »Regional Referral hospitals« i Tanzania. Det drives af regionen og er andet led i Tanzanias tredelte sundhedssystem [3]. Hospitalet har ca. 50 læger og i alt ca. 500 ansatte. Afdelingerne rummer 20-30 indlagte, og sengene står med få centimeters plads imellem.
Opholdet omfatter to uger på medicinsk, kirurgisk, pædiatrisk og gynækologisk afdeling, og herunder enkelte dage på neonatalafsnittet, intensiv, akutmodtagelsen og hiv-klinikken.
Hverdagen begynder klokken otte med morgenkonference, hvor dagens patienter bliver præsenteret. Her er malaria, tuberkulose og hiv dagligdag. Og her præsenteres børn indlagt efter at blive ramt af lyn. Byen mangler lynafledere.
Eftermiddagen byder på det uforudsigelige. Den ene dag præget af overvældende travlhed, den næste af en påfaldende stilhed. Man lærer hurtigt, at hospitalets rytme ikke følger et forudsigeligt mønster.
Når arbejdsdagen er slut, åbner byen sig. Markedet summer af farver, dufte og stemmer, og på byens stadion forvandler en fodboldkamp sig til en folkefest. Besøg på skoler og kirker giver yderligere indblik i en anden kultur.
Selv måltiderne bliver en del af oplevelsen, de krydrede retter og stærke dufte står i stærk kontrast til det hjemlige danske køkken.
At være dansk medicinstuderende i Tanzania er at balancere mellem to verdener: den europæiske rygsæk fuld af værdier hjemmefra og den afrikanske skinbarlige og til tider dystre virkelighed, hvor operationsgaze foldes i hånden, hvor tid måles i tålmodighed, i »African-time«, og hvor ressourcerne er alt for få. I Danmark spørger man til MR-skanninger og blodprøver, i Tanzania stilles diagnoser ofte alene ud fra det kliniske blik og den erfaring, der går i arv mellem lægerne. I Danmark er steril teknik en selvfølge, i Tanzania må man acceptere, at virkeligheden ser anderledes ud. Summende fluer på operationsstuen hører med, og går strømmen, fortsætter indgrebet i mobiltelefonens skær.
Den medicinske stuegang er, som den var for et par generationer siden i Danmark. En række læger og studerende, der bevæger sig fra seng til seng, mens der skrives journalnotater i et kladdehæfte.
På kirurgisk afdeling ses åbne frakturer fra motorcykelulykker. Ingen mulighed for behandling med avancerede implantater. Der improviseres med simple teknikker.
På gynækologisk afdeling står kvinder i kø til kejsersnit, syv til otte på en dag, ofte udført af uddannelseslæger. Snittene er store, vertikale, og steriliteten langt fra ideel, men børn kommer til verden, og mødrene er glade.
For patienterne er lægens håndværk i centrum, og der bliver ikke brugt megen tid på kommunikation mellem læge og patient. Børn og voksne, der skal opereres, udveksler sjældent et ord med lægen, ud over en kort anvisning om at sætte sig til rette. Patienterne forventer ikke omsorg, trøst eller forklaring, de forventer alene behandling, og patienterne er dybt taknemmelige for de tilbud, de får. Tavsheden opleves som et udtryk for respekt, men også som en kulturel forskel.
Ét område kom til at stå som et smertefuldt eksempel på ulighed i sundhed. I Tanzania er blindhed på grund af katarakt en hyppig lidelse, som sjældent behandles. Der mangler læger, og patienterne søger sjældent hjælp. Hvor vi i Danmark diskuterer ventetider, behandlingsgaranti og optimale behandlinger for den enkelte, handler kampen i Tanzania om, at enkle behandlingstilbud når ud til de mange.
Alt for hurtigt er det slut. Flyet letter fra den lille lufthavn i Songea med støvet stående op om maskinen. Turen går tilbage til fortsatte studier i Danmark.
Klinikopholdet giver ikke ny viden, der umiddelbart kan oversættes til danske forhold. Men opholdet opleves på ingen måde som spild af tid. Det åbner verden og giver et nyt udsyn. Lægegerningen handler ikke nødvendigvis om at tilbyde den enkelte patient en optimal behandling. Lige så vigtigt er det at få mest mulig sundhed for de ressourcer, der er til rådighed det enkelte sted. Et klinikophold i Tanzania giver ny inspiration og former den, der rejser ud – også mere end 50 år efter, at opholdet er slut.
