Skip to main content

Klinisk dermatologi og venerologi. 3. udgave

Professor Gregor Jemec E-mail: gbj@regionsjaelland.dk
20. aug. 2010
02 min

Forfattere:Andersen KE, Lomholt HB, Thestrup-Pedersen K et alForlag: K_benhavn: Munksgaard Danmark, 2010SIDER: 312 Pris: 548 kr. ISBN: 978-87-628-0949-9

BOGANMELDELSEDen højt respekterede forfatterkvartet har med stort held påtaget sig en spændende opgave ved at forsøge at komprimere hele dermatovenerologien på 302 sider.

Bogen er til studenter, dækker pensum, er omfattende illustreret og forsynet med tidssvarende didaktiske skemaer og tabeller, der letter overblikket og påskønnes under eksamensforberedelsen. Ligeledes indeholder bogen gode henvisninger til yderligere billedmateriale på internettet, der fint supplerer teksten. Dermatologi er et klinisk komplekst og stærkt visuelt speciale, som man bliver bedre til, jo mere man ser.

Når en tidligere student læser bogen, fanges blikket af de få knaster, hvor teksten ikke helt lever op til forfatterkollegiet, og hvad ville en anmeldelse da også være uden sådanne iagttagelser? Det er tydeligt, at bogen er gennemskrevet f.eks. indeholder den oplysninger om de nyeste biologiske behandlingsmidler, men en ekstra gennemskrivning ville havde hjulpet til at fjerne de sidste meningsforstyrrende indslag, f.eks. den faktaboks, der i afsnittet om hårsygdomme blot forkynder: »Almindelig form for tendens til mandlig skaldethed«. Man tænker på ordet »tyndt«. Tilsvarende synes det unødvendigt at nævne, at behandling er en specialistopgave - der er tale om et grundspeciale, så naturligvis er mange behandlinger en specialistopgave - desuden er læserne studenter.

Teksten er et destillat. At præsentere hele faget for studenterne på så lidt plads kræver, at man selekterer hårdt. Til sammenligning fylder en af de anerkendte lærebøger fire bind, og mere end 3.000 sider. Det vil derfor altid være muligt at finde enkelte emner, hvor man kunne forestille sig teksten anderledes, hvor sygdommene kunne belyses på en anden måde eller udvalget ændres. Det står dog ikke til at ændre, at det er lykkedes forfatterne at skabe en helstøbt bog, som inden for beskedne rammer giver de studerende et omfattende overblik over de mange spændende kliniske og videnskabelige udfordringer, der på så enestående vis rummes i dermatovenerologien.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen