Klinisk forskning i en pandemi-tid

Som ph.d.-studerende er der gode dage – og der er dårlige måneder.

En sætning, som jeg drømmende har forestillet mig selv stå og ytre med et glimt i øjet efter et vellykket forsvar. En lille akademiker-joke, hvor de tilhørende, måske delvist i lettelse over at seancen er overstået, responderer med en afdæmpet hygge-latter. It is funny because it is true.

Det indledende statement (i det følgende blot betegnet »advarslen«) er utvivlsomt rammende for adskillige ph.d.-forløb, og det blev forelagt mig af en kollega i den første uge af min ansættelse.

Således motiveret kunne jeg begynde min færd.

Små tre år er gået siden da, og jeg kan (aldeles objektivt) konkludere, at advarslen var berettiget. Måske burde den faktisk være mejslet ned i ansættelsesbrevet.

Maj 2019

Alt er godt. Forskningslære, networking, protokoludformning, undervisning og enormt stejl læringskurve. Som en slags ønskelig parasit/mikroorganisme bevæger studiet sig fra laptoppen og helt ind under subcutis, og der opstår en sær ejerfornemmelse og et nærmest faderkærligt forhold til det virvar af idéer og dokumenter, der udgør arbejdslivet. Og jeg er ikke engang skrevet ind på ph.d.-skolen endnu. Det bliver eddermame godt, det her!

Dagene, ugerne og månederne går. Projektet tager form. Der mangler en godkendelse fra Den Videnskabsetiske Komité hér, og vi afventer en underskrift fra Datatilsynet dér. Ventetiden synes lidt lang. Men det er okay. For som ph.d.-studerende er der gode dage – og der er dårlige måneder.

Outlook-indbakken (og i særdeleshed udbakken) vokser. Der er dialoger med apoteker og potentielle samarbejdspartnere, hvis deltagelse projektet er afhængige af. Nogle gange er der negativ respons. Nogle gange er der positiv respons, men der er lige nogle lokale forhold, der skal falde på plads, før aftaler kan endeligt indgås. Sådan nogle forhold kan tage tid at få på plads. Men pludselig er der hul igennem, og tingene falder i hak. Gode dage og dårlige måneder.

Sådan er det.

Fondsansøgninger bliver udformet. Der undersøges, rådspørges, og de enkelte ansøgninger tilpasses de respektive fondes krav. To siders dansk projektbeskrivelse hér. Fire siders engelsk projektbeskrivelse dér. Organisationsdiagrammer, Gannt charts, patientinddragelse, you name it. Ansøgninger sendes af sted, og der ventes. Ventetiden er lidt lang. Endelig forløses spændingen, men ugers arbejde og forhåbninger smadres i et beklagende respons på få linjer. Dårlige måneder.

Så tikker beskeden ind. Fondsbevillingen er i hus og udgifterne til hele studiet er dækket. GOD dag!

Marts 2020

Ti måneder (og nogle gode dage) efter begyndelsen er jeg helt klar til den foreløbige kulmination. Den første patient skal inkluderes. Alt er kørt i stilling, og motivationen er i top. Nu er det tid til hårdt manuelt arbejde, og papirnusseriet kan hvile for en stund. Fem patienter inkluderes på få dage. Nuvel, der er langt op til de 1.060 patienter, vi skal nå, men oplevelsen af, at hjulene ruller, er fed. Det er nu dejligt med sådanne gode dage.
Jeg husker at nyde det, fordi jeg ved, at balancen snart skal genoprettes. Og advarslen har jo vist sig at holde 100% indtil nu. De færreste havde dog nok forudset, hvor dårlige måneder, der egentlig var i vente.
Seks dage efter første inklusion er der pressemøde fra Statsministeriet, og landet bliver øjeblikkeligt underlagt restriktioner og nedlukninger af et hidtil uset omfang. Det medfører også, at al ikke-akut kirurgi sættes på pause.

Tiden går, og inklusionerne i mit studie er gået fuldstændig i stå. Jeg betragter en intens diskussion omkring strategi, hospitalskapacitet og test-sensitivitet, mens skrækhistorier fra Wuhan og Lombardiet fylder mediefladerne. Pandemien har fået fat, både globalt og lokalt, og konsekvenserne er uomtvistelige. Økonomiske såvel som menneskelige. I bilen på vej til en beredskabsvagt brainstormer jeg, hvordan jeg bedst kan overbevise Frederiksen, Brostrøm og Mølbak om, at man, undtagelsestilstand til trods, da godt kan åbne for lidt elektiv operationsaktivitet – bare på hoftealloplastikker i det mindste.

Jeg når frem til, at mindst to af de tre ovennævnte vil mene, at den nationale krise nok bør prioriteres højere end mit ph.d.-studie. Men jeg synes, at de dårlige måneder har varet lige lovlig længe. Indtil det går op for mig, at der i advarslen ikke som sådan er angivet en maksimal varighedsgrænse for hverken de gode eller dårlige perioder. Så jeg væbner mig med tålmodighed.

Sommer–efterår 2020

De gode dage kommer altid igen, og mod sommeren bliver restriktionerne da også lempet. Vi er milevidt fra normale tilstande, i sundhedsvæsnet og samfundet som helhed, og der er alverdens logistiske forhold og ændringer, der besværliggør processen med at få studiet på skinner. En klassisk (og tilsyneladende uendelig) bekymring går på, om ventetiden influerer på sammensætningen af min forskningspopulation. Men vi inkluderer igen! Og advarslen siger heller intet om mængden eller omfanget af godhed/dårligdom i de respektive perioder. Så det tolkes som gode tider!

I løbet af et småtungt efterår får vi tilføjet flere sites og dermed mere kapacitet til studiet. I november-december 2020 er der, under vanskelige omstændigheder, et vis flow af inklusioner, kun muliggjort af jættestore indsatser fra projektpersonalet rundt omkring.

Så rammer lockdown nummer to, og studiet kan se frem mod en intensiv genoptræningsplan efter det, der føles som en delvis amputation af alle fire interventionsarme. De dårlige måneder er tilbage.

Vinter 2020-2021

I et frustreret øjeblik tænker jeg, at jeg må være den person på planeten, der er mest træt af, at de ikke fik gennemstegt den flagermus i Hubai-provinsen. Til alt held varer mit privilegieblinde selvmedlidenhedstrip kun få sekunder, og tankerne flyder fluks skamfuldt videre til alle de mennesker, hvis liv virkelig berøres af pandemien.

Forår–sommer 2021

I de første måneder af 2021 får Styregruppen set hinanden i øjnene, og foråret er helt eminent. Vi inkluderer 19-20 patienter om ugen, og pludselig er der lys for enden af den tunnel, der ellers har syntes længere end en testcenter-kø ved juletid. God dag: dårlige måneder-rationen er højere end på noget andet tidspunkt under studiet.

Det bliver sommer, og idyllen spoleres af en fagpolitisk konflikt hos en personalegruppe, der er uerstattelig. Nu gik det ellers lige så godt. Men stort set al projektaktivitet stopper brat, og jeg river håret ud ved rødderne, mens jeg minder mig selv om min egen fredede og fondslønnede forskerboble. Og konflikten skal nok løse sig. Men ventetiden er nu lang …

Jovist, jeg kan da godt forstå sygeplejerskernes frustration over normeringer, og over ikke at føle sig værdsat, og over ikke at blive hørt, og over kollegaer der stopper, og jeg tænker på min egen mor, der er sygeplejerske. Jeg forstår det hele. Men progression i mit ph.d.-forløb er jo helt afhængig af dem. Og jeg har altså ventet længe nok på grund af den her pandemi, så kan de ikke bare få klappet den aftale af?! Og så skal de holde ferie bagefter også?!

Jeg når at stoppe mig selv, inden jeg begynder at brainstorme om et skriv til Regionerne og Sundhedsministeriet …

Efterår–vinter 2021

Tingene er komplicerede, og overalt er det udfordrende at få tingene til at løbe rundt. Ikke kun studiemæssigt, men i det store hele. Langsomt begynder inklusionerne at komme igen, og der knokles for at holde et flow. ’NU kan der da snart heller ikke gå mere galt’.

Åh, den naivitet.

Tredje lockdown rammer som et invaliderende nyreslag på en aldrende bokser, der er bilateralt nefrektomeret.

Primo 2022

Nu er vi her. COVID er her stadig. Men der er lyst i horisonten. Og hold nu fast, hvor har jeg lært meget, jeg ikke havde forestillet mig som en del af ph.d.-skolen.

Vi læger er seriøse, comittede, ærekære og ambitiøse. Det kan både være til gavn og galde. Men vi er også heldige og privilegerede, og i vores del af verden har vi alle muligheder.

Jeg skrev indledningsvis, at advarslen har vist sig at være berettiget. At der som ph.d.-studerende er gode dage og dårlige måneder. Det er måske sandt nok, men det kan formodentlig overføres til perioder i ethvert arbejdsliv. Det er ikke eksklusivt for hverken ph.d.-studerende eller læger. Og livet består heldigvis af andet end inklusioner og publikationer. Så når man zoomer ud fra sit tunnelsyn og giver det lidt perspektiv, så handler det om huske, hvad der har værdi, og hvad man har mulighed for at påvirke. Så er der størst sandsynlighed for, at man i stedet får gode måneder og kun (få) dårlige dage.

Alle pandemier får en ende. Det gør fondsbevillinger også, men det er en anden historie.

Og hey, en inklusionskurve vil på et tidspunkt nå den estimerede mållinje, hvis bare man udskyder slutdatoen længe nok.