Skip to main content

Klinisk forskningsmetode - en grundbog. 2. udgave Jørgensen T, Christensen E, Kampmann JP, eds.

1. reservelæge Ben Vainer E-mail: ben.vainer@rh.hosp.dk

31. okt. 2005
2 min.

Når man som ung læge påtænker at indlede et videnskabeligt studium, har man brug for en overordnet indføring i de elementer, der indgår i ethvert forskningsprojekt. Der findes en del tekstbøger, som på dansk kan opfylde disse krav, og Klinisk forskningsmetode hører til i denne kategori.I nærværende 2. udgave af værket er der foretaget en del ændringer specielt i kapitlerne om litteratursøgning, databehandling og procedurer og lovgivning på forskningsområde, og et helt nyt kapitel om kvalitative forskningsmetoder er blevet indført. Samtlige berørte områder giver en god og grundig (men alligevel ikke for indviklet) indføring i forskningsprocessens forskellige faser - fra forberedelsen via litteraturgennemgang til databehandling og artikelskrivning. I modsætning til mange andre tilsvarende bøger indeholder Klinisk forskningsmetode gode tips til den nystartede og en beskrivelse af de forskellige faldgruber, man kan falde i undervejs.Bogen er skrevet i et overvejende let tilgængeligt sprog, men til tider bliver sproget lidt for »familiært« med en nærmest broderlig tone. Det kan godt være, at dette rent pædagogisk kan virke befordrende for indlæringen eller læsningen af en tekst, men talesprogslignende fraser kan ikke altid opveje komplicerede emner. Kan tonen virke nedladende på den unge forsker, der har kastet sig over noget helt nyt og spændende? Det bliver desværre ikke bedre af den ikke særligt gode sammenligning med en »forsker-ø« (genbrug fra 1. udgave), som tjener til at forvirre mere end forklare.

Personligt bryder jeg mig overordnet set ikke om den grundige beskrivelse af SEP og SEM i statistikkapitlet, idet den indikerer, at disse statistiske størrelser er dem, der bør anvendes. Brugen er udbredt, men mon ikke det er fordi, størrelserne er mindre end den for datasættets fordeling meget mere sigende standardafvigelse (SD, i bogen referet som S)? Men dette er småting, der langt overvejes af den pædagogiske tilgang til et erfaringsmæssigt vanskeligt emne. Det skal også bemærkes, at visse figurer i kapitel otte godt kunne trænge til en grafisk opdatering.

Konklusivt er der tale om en god og let tilgængelig indføring i den svære kunst at forske. Bogen kan anbefales til de mange læger, som nu skal i gang med deres mindre forskningsprojekter i forbindelse med speciallægeuddannelsernes hoveduddannelsesprogram.

København: Munksgaard Danmark, 2005.

222 sider. Pris: 298 kr.

ISBN 87-628-0513-4