Skip to main content

Klinisk neurologi og neurokirurgi. 5. udgave

Ledende overlæge Mads Ravnborg E-mail: mravnborg@gmail.com INTERESSEKONFLIKTER: ingen

1. apr. 2011
2 min.

Redaktører: Paulson OB, Gjerris F, Sørensen PS

Forlag: København: FADL's Forlag, 2010

SIDER: 684

Pris: 929 kr.

ISBN:

978-87-7749-550-2

Femte udgave af »Klinisk neurologi og neurokirurgi« er en meget appetitvækkende lærebog med flere billeder, figurer og tabeller end tidligere udgaver, mange med et layout, som kalder på læserens opmærksomhed. En bog man får lyst til at læse.

Den Rigshospital-baserede redaktion har ved udvælgelse af en stor forfatterkreds fra både øst og vest sikret, at værket kan kaldes »hele Danmarks lærebog«. På trods af de talrige forfattere er det lykkedes at give bogen en ensartet stil og et letlæseligt, flydende sprog.

De sygdomsspecifikke kapitler følger en klassisk systematik, hvilket letter opslag, og beskrivelsen af emner som klassifikation, ætiologi, patogenese og diagnostik er kvalificeret og homogen. Derimod er beskrivelsen af behandlingsstrategi og -effekt mere vekslende og i visse afsnit vag og upræcis, og der er konsekvent ingen inddragelse af evidensen. Angivelse af evidensniveauet i parentes efter de omtalte behandlinger ville have kvalificeret budskabet og kunne være understøttet med link til relevante, evidensbaserede guidelines på nettet.

Den nye specialeplan stadfæster, at neurorehabilitering er en neurologisk disciplin. Den omhandler, hvordan vi kan hjælpe patienter, som ikke kan helbredes, til et bedre liv, og denne gruppe udgør desværre fortsat størstedelen af vores klientel. På trods af dette findes termer som neurorehabilitering eller rehabilitering ikke i stikordsregistret, og der findes ikke et kapitel, som beskriver disciplinen.

Ovenstående kritik kan tilbagevises med pladsforhold og nødvendige fravalg, men redaktionen må være sig bevidst, at de med denne bogs emneudvalg ikke blot sætter rammerne for en lærebog, men også de konceptuelle grænser for dansk neurologi.

På trods af, at bogen af ovenstående grunde fremstår noget traditionel, er den et must for enhver yngre læge, som ønsker at praktisere klinisk neurologi i det danske sundhedsvæsen.