Skip to main content

Klinisk psykologisk arbejde. Beckmann JH, ed.

Professor Henrik Høgh-Olesen E-mail: anette@psy.au.dk

4. nov. 2005
3 min.

Klinisk psykologisk afdeling på Odense Universitetshospital er efter alle målestokke et enestående sted. Med 32 (snart 34) ansatte er den landets største kliniske afdeling. Organisatorisk er den samtidig et rige i egen ret. Psykologerne er her ikke underlagt en lægelig ledelse, som normen ellers er, men har en egen chefpsykolog: den karismatiske og mediekære (ægte kærlighed går som bekendt begge veje) Jørn Halberg Beckmann , som sideordnet de medicinske ledere topper sit eget hierarki med en souschef og to ledende psykologer under sig. Afdelingen mønstrer ligeledes en filosof, en molekylærbiolog og en statistiker, hvilket vel heller ikke er normalt, og ud over at dække de fleste af den anvendte psykologis specialer (sundhedspsykologi, krisepsykologi, arbejdsmiljøpsykologi, klinisk børne/voksenpsykologi, neuropsykologi, retspsykologi m.m.) med autoriserede specialister, har mange af afdelingens medarbejdere ligeledes igennem alle årene udfoldet en betydelig forskningsaktivitet, noget deres stillingsbe- skrivelser i øvrigt giver dem ret til.

Da klinisk psykologisk afdeling den 1. juni 2003 kunne fejre 25-års jubilæum, gik medarbejderne ved denne lejlighed sammen om at udfærdige et jubilæumsskrift, som kunne give offentligheden et indblik i afdelingens forskellige aktiviteter samt i det praktiske psykologarbejde, som afdelingens medarbejdere varetager. Man vurderede, at beskrivelser af de daglige arbejdsfunktioner og psykologfaglige problemstillinger, som man stod i, ville have større almen interesse end strengt videnskabelige arbejder og teoretiske betragtninger, og efter disse retningslinjer er bogens bidrag redigeret.

Indhold

Indholdsmæssigt finder man kapitler om psykodiagnostik og testning, om individual- og gruppeterapi generelt, om behandlingen af skizofrene patienter specielt, om anoreksi, samt om psykoterapi med børn og unge. Sundhedspsykologiens og neuropsykologiens områder berøres i separate kapitler, ligesom man finder afsnit om emner som arbejdsbetinget stress, PTSD og kriseintervention - alle forfattede af afdelingens psykologer. Mere afdelingsinternt kan man ligeledes finde kapitler om afdelingens historie og forskningsmæssige aktiviteter tilforn og på sigt. Alt i alt 392 siders blandet konfekt, og sådan må det jo være, når hver især er blevet bedt om at skrive fra sit lille hjørne af verden.

Det er ligeledes klart, at 32 forskellige forfattere giver en noget uhomogen læseoplevelse. Nogle af forfatterne tager udgangspunkt i et bestemt syndrom eller et meget snævert problemområde, mens andre i overensstemmelse med bogens sigte leverer en bredere praksisformidling. Enkelte steder bliver teksten for intern anekdotisk eller for konkret detaljeret (hvem der deltog i hvilke projekter hvornår, og hvor tit man mødtes) til at have almen interesse, og enkelte andre steder så excentrisk adspredt, at den nærmest ligner en film af Quentin Tarantino blot fritaget volden; men de fleste steder lykkes såvel relevansstrukturering som formidling.

Bedst fungerer kapitlerne i afsnit 5, 6 og 8 nok: om det psykologiske arbejde med børn, om arbejdsbetinget stress, PTSD og kriseintervention, samt om sundhedspsykologiens problemområder. Her finder bogen, efter denne anmelders mening, sit publikum i en række livsnære praksisbeskrivelser, hvor der formidlingsmæssigt veksles mellem illustrative case-eksempler, den erfarne praktikers egne betragtninger og relevante state of the art-informationer hentet fra den seneste forskning inden for området.

Og hvem kunne dette publikum så tænkes at være? Ja, som redaktionen selv bemærker i bogens forord, boomer faglitteraturen jo ikke ligefrem med konkrete beskrivelser af moderne klinisk psykologisk hospitalsarbejde. Men har man lyst til at vide noget mere om dette, har den udenforstående - det være sig den lægelige læser, den ukyndige fagfælle eller den psykologistuderende, som måtte grunde over sit senere virke - her en mulighed for at kigge en række dygtige praktikere over skuldrene.

København: Psykologisk Forlag, 2003. 392 sider. Pris: 348 kr. ISBN 87-7706-379-1