Skip to main content

Klinisk sundhedspsykologi. Friis-Hasché E, Elsass P, Nielsen T, red.

31. okt. 2005
2 min.

Sundhedspsykologi beskriver temaerne: Psykologiske forholds betydning for sygdomsudvikling, psykologiske følger af sygdom og psykologiske sundhedsfremmende arbejdsmetoder og virkefelter.

Denne første danske lærebog i emnet er henvendt til studerende ved de sundhedsvidenskabelige og psykologiske fakulteter samt behandlere i sundhedsvæsenet. Bogen er ment som en introduktion til faget, og man har bevidst valgt ikke at fokusere på særlige temaer. Redaktionen har ønsket at tage udgangspunkt i det danske sundhedsvæsen, og bogen indeholder derfor bidrag fra 28 (danske) forfattere, der har skrevet i alt 52 kapitler. Der er dertil et ordforklaringskapitel og et appendiks med eksempler på psykometriske spørgeskemaer.

Med de førnævnte intentioner er bogen vellykket. Den spænder vidt og præsenterer så forskellige temaer som personlighedstyper, psykoneuroimmunologi, kognitiv psykoterapi, seksualitet og statistisk beregning af specificitet. Inddragelsen af særligt danske forhold falder naturligt, i eksempelvis en beskrivelse af hospiceudviklingen, omfanget af patientundervisning samt en perspektivering af de ofte politisk bestemte patienttilfredshedsundersøgelser. Redaktørerne har bearbejdet de mange forfatteres indlæg, så de layoutmæssigt fremstår homogent, og kapitlerne er cirka lige lange.

En præsentation af sundhedspsykologiens bredde frem for dybde kræver dog nok en større redaktionel bearbejdning, for at bogen ville kunne fremstå som et helstøbt værk. Flere emner - eksempelvis begrebet angst, betinget indlæring, de psykologiske »dødsfaser« og somatisering - er omtalt forskellige steder i bogen (af forskellige forfattere), men der mangler interne krydsreferencer. De strenge krav, om at kapitlerne skal være lige lange, medfører, at nogle afsnit fremstår meget komprimerede, andre letlæselige. Således præsenteres vanskeligt tilgængelige filosofiske begreber som fænomenologisk-hermeneutisk kontra poststrukturalistisk så kort og overfladisk, at det per se ikke giver mening og næppe kan virke som en appetitvækker. Kun tre af bidragyderne er læger. Sundhedspsykologiens mulighed for at bygge bro mellem psyke og soma var måske hjulpet bedre på vej, hvis redaktionen i større omfang havde benyttet læger til at være medforfattere til kapitler som »Cancer«, »Hjerte-kar-sygdomme« og »Stress«. Disse kapitler benytter en meget basal terminologi og en enkel biomedicinsk forklaringsmodel.

I disse tider, hvor der er fokus på livsstilsrelaterede sygdomme og opgør med apparatfejlmodellen, tjener lærebogen et væsentligt formål. Den kan med fordel give inspiration til »sundhedsorienterede læger« og medicinstuderende, men det virkelige udbytte opnås nok først, hvis de fyldige referencer, der er efter hvert kapitel, følges.

København: Munksgaard Danmark, 2004.

480 sider. Pris: 468 kr.

ISBN 87-628-0194-5

Overlæge Pia Glyngdal. E-mail: piagly01@gentoftehosp.kbhamt.dk