Klog prioritering skal aflaste sundhedsvæsenet

I december 2022 tog Læge­foreningen initiativ til Sundhedssektorens Prioriteringsråd. Et samfundspartnerskab af repræsentanter for patienter, ­erhvervsliv, fagbevægelsen og NGO’er med flere, som med friske øjne ville diskutere, hvordan vi aflaster sundhedsvæsenet, så der kommer en bedre balance mellem opgaver og personaleressourcer.

Nu har vi i Sundhedssektorens Prioriteringsråd taget den brede debat og har udarbejdet en række anbefalinger. Det er ­vigtigt, fordi bred opbakning er nødvendig for, at politikerne kan have en åben samtale med befolkningen om, hvad sundhedsvæsenet skal og ikke skal lave.

Rådet er nået frem til 20 ­anbefalinger, som vi præsenterede for indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde på en konference på Christiansborg forleden.

Sundhedssektorens Prioriteringsråd anbefaler, at det nære sundhedsvæsen – almen praksis, speciallægepraksis og alle de kommunale tilbud – skal prioriteres meget højere end i dag; derved vil en del opgaver kunne løses mindre ressourcetungt end i dag.

Rådet anbefaler også, at de patienter, som kan og vil, i højere grad inddrages i planlægningen og bliver aktive partnere i deres eget forløb og behandles i eget hjem. Så vil der være flere tider – og bedre tid – på landets ambulatorier til patienter, som har behov for fysisk fremmøde.

Du kan finde anbefalingerne på Sundhedssektorens Prioriteringsråds hjemmeside; her vil jeg fremhæve de tre overordnede temaer, anbefalingerne er inddelt i.

Det første tema handler om, hvor sundhedsvæsenet »placerer« sine opgaver – om rammerne og strukturerne. Hvordan vi bringer de forskellige dele af sundhedsvæsenet bedst muligt i spil, skaber større sammenhæng og bedre koordination af patientforløb mellem niveauer og sek­torer uden overlap og huller og skaber mest værdi for borgere, patienter, pårørende og sundhedsvæsen. Alt kan naturligvis ikke foregå i det nære sundhedsvæsen, men langt mere end i dag kan – klogt og med fokus på kvalitet og patientsikkerhed.

Det andet tema ser på, hvordan opgaverne til sundheds­væsenet kan mindskes – hvordan sundhedsfremme og forebyggelse kan sikre en sundere befolkning, at færre bliver syge, og at de, der rammes af sygdom – måske kronisk – i mindre omfang får forværring eller kom­plikationer. Det vil lette presset på sundhedsvæsenet ved at ­reducere det samlede behov i befolkningen for behandling.

Det tredje tema omhandler det, vi konkret gør i sundheds­væsenet – sammen med den ­enkelte patient eller for grupper af patienter. Temaet adresserer, hvordan man kan undgå over­behandling og i stedet sikre, at patienterne får den behandling, som de har behov for, hverken for meget eller for lidt. Hvad ­enten det er mod livets afslutning eller i rammerne af vores kliniske ­retningslinjer for, hvordan vi ­tilgår udredning og behandling.

At undgå overbehandling vil især kræve noget af os som ­læger. Vi skal gøre vores for at skærme patienterne for behandling, som de lægeligt set ikke har brug for. Men det kræver også noget af politikere og beslutningstagere. Ikke mindst i forhold til at understøtte arbejdet med kliniske retningslinjer, som skal være mere transparent og anerkendes som en vigtig del af kvaliteten i udredning og behandling i dag.

At advokere for meget mere og skarpere prioritering i sundhedsvæsenet er ikke nyt for os læger. Lægestanden har i årtier talt for prioritering. Derfor vil rådets anbefalinger muligvis ikke fremstå som »rocket science« i lægelig optik. Det er heller ikke meningen – der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken igen.

Sundhedssektorens Priori­teringsråd skulle kickstarte en bred debat om prioritering og klog brug af arbejdskraft med forankring på samfundsniveau. Det har vi opnået qua det brede partnerskab og overleveringen af anbefalingerne til ministeren.

Herudover skal vi som læger og som lægestand fortsætte vores fælles fokus på prioritering. De lægelige debatter om, hvordan vi målretter og tilpasser tilbud, diagnostik, behandlinger med ­videre, skal vi fortsætte ufortrødent. Det tilsiger udviklingen af nye teknologier og behandlinger, og det tilsiger forventningspresset fra patienter.

Vi er for få i sundhedsvæsenet til at kunne ­tilbyde alt til alle, og der er også milevid forskel på, hvor meget lægehjælp patienterne har brug for. Derfor skal vi prioritere.

Som formand for Lægeforeningen er min melding til ­ministeren, at jeg på standens vegne står klar til at bidrage med erfaringer og indsigter, når regeringen nedsætter det prioriteringsråd, der fremgår af regeringsgrundlaget.