Vi fødes som frie mennesker, med lige værdighed, og der skal tages vare på det liv, mente den tyske filosof Hannah Arendt. Hun burde være alle obstetrikeres, pædiateres og jordemødres cheffilosof, skriver hospitalspræst Christian Busch
Godt nytår! Vi er netop kommet gennem julen. Utroligt, at en fødsel kan få så skelsættende betydning i en hel kultur. Fødslen har ligesom dødeligheden en væsentlig betydning i vestens tænkning og i medicinens verden.
Vi er stærkt optaget af mortaliteten – menneskets dødelighed. I den eksistentialistiske filosofi er døden den grænse, der giver alvor til livets valg. Mennesket er en ’væren til døden’, og netop derfor er alle valg i livet alvorlige. Derfor grib dagen! Carpe Diem! Vi fødes og vi dør. Vi er mortals fra det øjeblik, vi fødes. Man kan betragte alle trosretninger som forskellige forsøg på at få døden i tale. I kristendommen er den væsentligste højtid, påsken, viet forsøget på at tolke døden, og sætte den på plads.
I medicinen har accepten af mortaliteten skabt et lille paradigmeskifte. Palliativ medicin har i Danmark gennem de sidste tiår ændret lægernes syn på patienterne. I det naturvidenskabelige paradigmes tidsalder kunne en læge sige ”Desværre, der er ikke mere vi kan gøre!” I dag har en læge, der siger sådan, at skamme sig, for ”der er altid mere at gøre!”.
Vi overser at fødslen er lige så central. En af dem der har tematiseret fødslen, er den tyske filosof Hannah Arendt. Hun siger, at det væsentlige ikke er, at vi er dødelige, men at vi er ’fødelige’. Vi er ikke blot mortals, men vi er også natals. Hannah Arendt siger ”Mennesket er ikke født til at dø, men til at begynde!” I fødeligheden og begyndelsen ligger et løfte, om at tage vare på det liv, der bliver født. At vi bliver født er begyndelsen på noget nyt, skabelse, glæde ved livet. Begyndelsens mirakel udtrykt ved at ”Et barn er født”.
Vi kommer til verden som suveræne mennesker, aldrig ens. Ikke født ind i en skæbne, eller bundet til at leve i en bestemt kaste eller klasse. Der er ingen forskelle, bundet til race, religion eller seksualitet. Vi fødes som frie mennesker, med lige værdighed, og der skal tages vare på det liv. Alt det ligger i menneskets natalitet, at det er ’fødeligt’! De tanker udviklede hun i begyndelsen af 1930’erne, hvor nazisterne støvletramp lød mere og mere truende.
Menneskets liv er anlagt på, at det skal leves. Det ligger i navnet ’menneskelivet’. Derfor er det også så provokerende, når det ikke sker problemløst. Når vi vil tage vare på det barn, der bliver født, ligger der et løfte om fremtid i hengivelsen. Det løfte kan vi ikke altid holde. Det er den smertelige erfaring, der dagligt gøres på hospitaler og i almen praksis. Derfor er smerten så stor, når løftet ikke kan holdes. På den måde bliver også smerten til en bekræftelse af betydningen af menneskets ’fødelighed’ – natalitet. Hannah Arendt burde være alle obstetrikeres, pædiateres og jordemødres cheffilosof! Godt nytår mellem natalitet og mortalitet!
.
