Knæartroskopi er en god og velindiceret behandling

Overlæge Anders Perner skriver i en stærkt hypet kommentar i Ugeskrift for Læger [1], at sundhedsvæsenet spilder 20-30 milliarder kroner hvert år, og han giver som eksempel på et område, hvor man allerede har sparet penge, at man er holdt op med at lave knæartroskopier. Det er et overraskende udsagn, og det er ikke rigtigt. Knæartroskopi er den hyppigste ortopædkirurgiske behandling, og der er mange gode indikationer for operationen.

Det har været hævdet, at man i stedet for knæartroskopi kan behandle billigere og bedre med andre metoder. Der er mange andre metoder, man har sammenlignet knæartroskopi med. I visse dele af verden er det injektion med stamceller, binyrebarkhormon, saltvand eller PRP, ultralydbehandling, tai-chi osv. I Danmark har man primært argumenteret for fysioterapi som et alternativ til knæartroskopi.

I randomiserede undersøgelser mellem knæartroskopi og fysioterapi er knæartroskopi aldrig vist at være den dårligste behandling. Hvilken forventning man skal have til resultatet, afhænger selvfølgelig af sygdommen, og hverken artroskopi eller fysioterapi kan skabe ny hyalinbrusk eller få meniskerne til at vokse ud, så nogle sygdomme kan ikke helbredes, men kun lindres. De sammenlignende undersøgelser giver dog ikke baggrund for at afskaffe knæartroskopi, fordi det er en dårlig behandling.

Hvis man fravælger kirurgi, skal patienterne have anden behandling – og der findes ingen behandling (bortset fra knæalloplastik ved svær artrose), der giver bedre resultater end knæartroskopi. Et fysioterapiforløb i GLAD-programmet koster ca. to tredjedele af en knæartroskopi og tager tid for patienten. Desuden mangler der randomiserede studier, som belyser, om der er effekt af GLAD. Komplikationer til knæartroskopi forekommer ekstremt sjældent. Om det er billigere eller dyrere på bundlinjen, hvis knæartroskopi afskaffes, er der ingen der ved.

Det er ikke usædvanligt, at man argumenterer for at fravælge ortopædkirurgiske behandlinger, selvom de er bedst i randomiserede studier, f.eks. i relation til subakromielt impingement. Argumentet er, at de bedre resultater af kirurgi ikke er så store, at de er klinisk betydende. Og med det argument ender patienterne med at få en dårligere behandling end den bedste. At den strategi kan spare penge, er ikke oplagt.

Man må støtte, at overflødige behandlinger og undersøgelser afskaffes. Knæartroskopi er bare ikke en af dem.