Skip to main content

Kognitiv terapi ved personlighedsforstyrrelser: En skemafokuseret tilgang Young JE.

Afdelingslæge Marianne Breds Geoffroy E-mail: geoffroy@dadlnet.dk

4. nov. 2005
2 min.

Jeffrey E. Young er uddannet af den kognitive terapis fader, psykiateren Aron T. Beck. Gennem en årrække har Young med basis i den kognitive adfærdsterapi udviklet »skemafokuseret terapi«, som er målrettet patienter med personlighedsforstyrrelser.Bogen er lille, velskrevet og let læst og giver en fin introduktion til terapiformen.Skemata er et begreb i kognitiv teori, som dækker over relativt stabile og vedvarende mønstre, som udvikles op igennem barndommen, og som kommer til at farve og præge den måde, vi opfatter vores omverden. Skemata repræsenterer grundlæggende holdninger, man har til sig selv og omverdenen, og som man identificerer sig med. Indlæringspsykologi har vist, at den måde man responderer på omverdenen i høj grad afhænger af, hvad man har indlært som barn i samspillet med de nære. Ud fra samspillet dannes ens »skema« af, hvem man er er, og hvad man forventer sig af den anden.

Bogen gennemgår 18 tidlige utilpassede skemata og hvilke følelser disse aktiverer. Der gives eksempler på, hvordan man i samvær med patienten kan se, at deres skema er aktivt og blokerer for ønsket forandring.

Youngs model kombinerer kognitiv adfærdsterapi med metoder fra andre retninger: Kognitive teknikker, oplevelsesorienterede teknikker (gestaltterapi), interpersonelle teknikker (objektrelationsteori og psykoanalyse) samt adfærdsteknikker. Anvendelsen af de forskellige teknikker beskrives kort.

I en af bogens konklusioner opsummeres forskelle på kortvarig kognitiv adfærdsterapi og skematerapi, bl.a. kan nævnes: Der er mindre vejledt opdagelse og større grad af konfrontation ved skematerapi. Man gør større brug af forholdet mellem patient og terapeut som et middel til forandring. Der er mere modstand mod forandring hos patienten, og derfor er terapiforløbet langvarigt (1-2 år).

Forskellene mellem skematerapi og psykoanalytisk/klientcentreret terapi er dog fortsat den kognitive terapis kendemærker: Terapeuten er langt mere aktiv ved skematerapi, forandringsteknikkerne er langt mere systematiske, der er stor vægt på tildeling af hjemmeopgaver til selvhjælp, terapeut-patient-forholdet bygger på samarbejde frem for neutralitet. En større randomiseret undersøgelse af skematerapi vs. psykodynamisk terapi er i gang, og resultater afventes med spænding: Der mangler evidensbaseret behandling til personlighedsforstyrrelser.

Til slut i bogen er Youngs spørgeskema om skemata oversat til dansk. Den lange version der her er gengivet, kan være noget omfattende. Kortere versioner er tilgængelige og meget anvendelige i patientarbejdet. Bogen rummer også en patientvejledning på 16 sider.

Bogens målgruppe er primært psykiatere og psykologer, men alle med interesse for området vil kunne inspireres. Youngs selvhjælpsbog: »Reinventing your life« er endnu ikke oversat til dansk, men er særdeles læseværdig, hvis man har lyst til at vide mere.

København: Hans Reitzels Forlag, 2003.

120 sider. Pris: 175 kr.

ISBN 87-412-2461-2