Skip to main content

Kom i den sidste nattevagt ...

Overlæge Hans Harrestrup Andersen, Medicinsk Afdeling, Sygehus Vest Slagelse. E-mail: hha@dadlnet.dk

7. mar. 2008
3 min.

Efter 35 år med vagter, heraf de 30 på medicinske afdelinger, har jeg omsider kastet håndklædet i ringen. Forleden havde jeg min sidste 24-timers tilstedeværelsesvagt.

Hvad vil jeg savne, og hvad er jeg glad for at slippe for? Jeg vil savne den akutte medicin, herunder variationerne i det kliniske arbejde, samarbejdet med kollegaerne og glæden ved ansvaret. Hvad jeg derimod ikke vil savne, er ventetiden foran vores nedslidte it-system, fornyelsen af turnuslægestaben (forvagterne) to gange om året og de undertiden pinagtige diskussioner om, hvilken afdeling patienten skal indlægges på.

Hvordan har scenariet for den akutte medicin ændret sig siden 1973? Den gang var vi tre forvagter og tre bagvagter til at dele akutvagterne på en universitetsafdeling. På min nuværende afdeling er vi i dag 32 læger med vagt. Og nej - det akutte patientindtag er ikke femdoblet i perioden. Vi har fået CT- og MR-skannere, digitalisering og telekommunikation. Til gengæld eksisterer moderspecialet intern medicin ikke længere. Kvaliteten af den akutte medicin afhænger, nu som før, ikke uventet af de læger, patienten møder i indlæggelsesdøgnet. Jeg er ikke sikker på, at der i denne sammenhæng er den store forskel på den gang og nu, men der er nogle kvantitative spring først og fremmest i tilgangen af udenlandske og kvindelige kollegaer. Det har betydet en opstramning af den interne kommunikation, hvor det er mit håb, at jeg efterhånden har lært at kommunikere lige godt med mandlige læger fra Mellemøsten og kvindelige fra Mellemby (7570 Vemb).

Hvorfor er jeg nu ophørt med vagterne? Først og fremmest fordi jeg føler, at jeg har tabt højde med hensyn til udholdenhed og faglig snarrådighed. De senere år har jeg bemærket nogle ændringer i præmisserne for logistikken vedrørende akutte medicinske patienter. Flere læger indlægger via telefon uden forudgående undersøgelse, ansvaret for den videre visitation overlades sygehusets vagthold som en second opinion, eller man ringer selv 112, dribler uden om gatekeeperne og ankommer uvisiteret, ikke sjældent på tidspunkter, hvor det så er lettere at indlægge end at lade den pågældende tage hjem igen. Den forkætrede model: at vende vagtpyramiden, samtidig med at turnuslægen følges med speciallægen i vagten, er måske ikke så tosset. Det bliver dyrere, men det gør de fleste kvalitetsforbedringer, når vi ikke lige snakker japanske automobilfabrikker. Fordi lean virker i Tokyo, er det ikke sikkert, at det duer i Slagelse. Samlebånd er noget andet end den gamle ånd. Nå, nu bliver jeg sentimental og reaktionær.

At tro, at fremtidens mikobølgeovnopvarmede grenspecialister vil kunne bevare overblikket i akutsituationerne, er naivt. Vi bliver nødt til at oprette et speciale i akutmedicin for i det mindste at mindske nogle af følgerne af arbejdsophør, for den sidste generation af interne medicinere modnet gennem faglig langtidsstegning. I nogle sammenhænge er well done at foretrække frem for red meat. Det virker desværre, som om Sundhedsstyrelse, specialeselskaber og politikere prioriterer fast food frem for klassisk køkken. Fordi der er mangel på driftsikre modeller, bør man ikke renoncere på sikkerheden. Det ville Toyota aldrig gøre.

Så det er med en blanding af træthed, bekymring og vantro, at jeg forlader akutmedicinen til fordel for en hverdag uden vagter og et grenspeciale, hvor colon irritabile og funktionel dyspepsi fylder godt på diagnoselisterne. Hvem ved, hvornår det bliver min tur til akut indlæggelse? Bliver det til den tid på et privathospital?