Kommentar om neurofeedback

Interessekonflikter: Ingen

Ugeskrift for Læger bragte en artikel af psykolog Ole Stjernholm (OS), et såkaldt review over de seneste 20 års publicerede forskning om elektroencefalografi-neurofeedback i forhold til ADHD [1]. Desværre omtaler han ikke studier, hvori man rejser tvivl om konceptet [2, 3]. De studier, hvor man ifølge OS rapporterer om positiv effekt af neurofeedback, er imidlertid baseret på kasuistikker og præget af metodemæssige mangler.

Ramirez et al [2] har derimod foretaget et review, hvor de gennemgår forskningsmetoder og resultater i undersøgelser af neurofeedbackbehandling helt tilbage til 1968. Heywood & Beale [3] har gennemført et studie med en placeboprotokol, hvor også de, der udgår af forsøget, inkluderes i den samlede analyse. Logemann et al [4] gennemførte et kontrolleret, dobbeltblindet placebostudie. I ingen af ovennævnte studier findes det bekræftet, at neurofeedbackbehandling medfører de ønskede varige EEG-forandringer. Ingen finder det bekræftet, at den beskrevne adfærdsændring kan ses uden for laboratorierne, eller at den ændrede adfærd og psykologiske funktion hænger troværdigt sammen med neurofeedbackbehandlingen.

Kan man se ADHD på EEG? Svaret er ja og nej. Det er generelt accepteret, at forholdet mellem lavere og hurtigere frekvenser hos børn med ADHD er højere end forventet for alderen. Forekomsten af relativt mere lavfrekvent aktivitet afspejler den ontogenetiske cerebrale modning og kan være udtryk for alt lige fra forsinket modning til alvorlig lidelse i centralnervesystemet eller et led i barnets ADHD. ADHD er heterogen i sit væsen, og komorbiditet er hyppig, hvilket gør EEG til et upålideligt værktøj til diagnostik eller »behandling«" af disse børn [5].

Kan enhver anvende kvantitativ EEG og normative databaser? Svaret er ja og nej. Teknisk set: ja. Men klinisk validt: nej!

Komplekse EEG-software-systemer er tilgængelig for alle, teknisk forbløffende nemt at bruge og sælges med adgang til databaser, som hjælper med fortolkning af ens resultater. Men den kliniske validitet af disse systemer afhænger af såvel viden om neurofysiologi, funktionel neuroanatomi og ikke mindst af korrelation med barnets symptomer. Som minimum kræves ekspertise i konventionel visuel analyse og tolkning af EEG, dvs. speciallægeautorisation i klinisk neurofysiologi. I Danmark udføres EEG-neurofeedback imidlertid af psykologer, cand.mag.er og skolelærere, ifølge bl.a. OS's egen hjemmeside og Center for Hjernetræning.

Vi finder det bekymrende, at personer uden relevant uddannelse anvender EEG-udstyr i undersøgelses- og behandlingsøjemed.

Vi finder det bekymrende, at patienter lokkes til at søge bekostelig, udokumenteret behandling, som kan medføre, at patienterne ikke eller forsinket bliver relevant behandlet.

> Svar:

Specialist i psykoterapi og klinisk psykologi Ole Stjernholm, Nørre Snede. E-mail: Olestj@os.dk

Interessekonflikter: Ingen

Artiklen om neurofeedbackbehandling af børn og unge med ADHD blev påbegyndt tilbage i 2008 efter søgning via PubMed og Psyk Info. Under søgning stødte undertegnede ikke på de to kritiske artikler, hvilket selvsagt er beklageligt. Da al forskning imidlertid består af gentagne undersøgelser af kliniske problemstillinger, må såkaldt negative effekter bydes velkomne, da også de repræsenterer potentiel viden om det undersøgte felt og dets metoder. Enkelte undersøgelser med negative effekter kan dog ikke bruges til at devaluere de mange positive fund i andre undersøgelser. Blandt de to refererede artikler med negative fund kan det dertil næppe betragtes som seriøs forskning, at probander, som forlader træningen, også inkluderes, og at resultaterne derfor bliver negative for alle probander. I forskning udelades almindeligvis probander, som forlader behandlingen i utide.

I debatindlægget fremføres det, at de refererede artikler alene baserer sig på kasuistikker, samt at artiklerne i øvrigt er præget af metodemæssige mangler. Som også anført i min artikel er der en række metodemæssige problemer med især nogle af de tidlige offentliggørelser af effekterne af neurofeedback. Samme kritik kan næppe anføres mod de artikler, som er udgivet på estimerede tidsskrifter, såsom PNAS, Pediatrics, Behavioral and Brain Functions mv. alene pga. disse tidsskrifters strenge optagelseskrav.

Min artikel beskæftiger sig ikke med EEG som diagnostisk metode. Debatindlægget skyder derfor helt forbi. Diagnostik af ADHD bør altid foregå med flere standardiserede neuropsykologiske test, adfærdsobservation, grundig anamnese mv., og diagnosen bør aldrig stilles ud fra en enkelt undersøgelsesmetode.

Vedrørende behandlingen med neurofeedback kan jeg tilslutte mig, at arbejdet med EEG er kompliceret. Ud over viden om EEG kan jeg tilføje, at der fordres viden om hjernens morfologi og neuropsykologi, samt en omfattende viden omkring pædagogik, hvis behandlingen af børn og unge skal være fyldestgørende. Det kan tilføjes, at viden om biofysik er en fordel, da megen forskning omkring hjernens dannelse af de forskellige frekvenser sker inden for moderne biofysik. Områdets kompleksitet er den ene grund til, at undertegnede ikke deler debattørernes bekymring i forhold til behandlingens udbredelse. Den anden er den, at interesserede må rejse til udlandet (USA, Australien, England, Tyskland og Sovjetunionen) for at få relevant undervisning i brugen af udstyret.

Min artikel udtaler sig vist ikke om brugen af normative databaser - en metode, som kan anvendes til at estimere powerfordelingen og hermed hjernens orkestrering af de forskellige frekvenser ved undersøgelse med 24 elektroder fordelt over hele skalpen. Men den diskussion skal blive interessant engang.