Kommentar til artiklen Ulnarkollateral ligamentskade på tommelfingeren

I artiklen [1] fremgår det i faktaboksen med hovedbudskaber »Senegraft er den foretrukne teknik til de initialt ikkekirurgisk behandlede patienter, hvor resultatet er uacceptabelt«. Umiddelbart tror jeg, at budskabet er overraskende for mange håndkirurger. I selve teksten uddybes budskabet med »Senegraft er den foretrukne teknik til de initialt ikkekirurgisk behandlede patienter, hvor immobiliseringen har slået fejl eller ved et uacceptabelt kirurgisk resultat« og her refereres til et systematisk review fra 2013 [2]. Læser man dette review, omtaler det lidt overraskende kun en sammenligning mellem ligamentsutur og rekonstruktion med senegraft. Stivgøring indgår slet ikke i reviewet, selv om det for mange håndkirurger er den foretrukne behandling, da det sikrer en varig stabilitet af leddet og derved håndkraft plus kraft i pincetgreb, i modsætning til senerekonstruktion, hvor der er risiko for senere instabilitet.

Evidensen på området er relativ sparsom, men i en af de nyere referencer [3] (der ikke er inkluderet i denne artikel), finder man på baggrund af sammenligning mellem ligamentsutur, senerekonstruktion og stivgøring, at ved senegraft udvikledes kronisk instabilitet hos 6/10 patienter, samt at stivgøring gav bedre kraft.

Konklusionen i denne artikel om, at senegraft er den foretrukne teknik, bør revurderes. Man burde rettelig have konkluderet, at kronisk instabilitet efter ikkekirurgisk behandling eller uacceptabelt kirurgisk resultat kan behandles med flere metoder, og at evidensen for valget af én metode frem for en anden er sparsom. Behandling med senegraft bevarer bevægelighed, men med stor risiko for udvikling af senere instabilitet medens stivgøring sikrer en varig stabilitet af leddet og derved håndkraft plus kraft i pincetgreb.