Skip to main content

Kommentar til boganmeldelse

Underrubrik

Speciallæge, dr.med. Jesper Karle og speciallæge, ph.d. Lars Aakerlund, PPclinic, Gentofte
E-mail: jka@ppclinic.dk
Interessekonflikter: indehavere af en privat klinik, som arbejder med at fastholde og integrere personer med psykiske helbredsproblemer på arbejdsmarkedet.

11. apr. 2016
2 min.

Vi har med interesse læst overlæge Margit Maltesen og ledende psykolog Torben Christensens anmeldelse af vores bog "Tag på arbejde – fra sygemelding til samarbejde" [1].

Fakta

Fakta

Der er ikke tradition for at gå i rette med en anmeldelse, og det vil vi ikke gøre. Vi har dog valgt at kommentere anmeldelsen kort.

Vi har skrevet en debatbog, ikke et videnskabeligt arbejde. De resultater, vi henviser til, er beskrevet i rapporter fra forskellige projekter, bl.a. et projekt gennemført i samarbejde med en række kommuner i 2010-2013. Anmeldernes spørgsmål om, præcist hvor hyppigt forskellig adfærd forekommer hos patienter og behandlere, kender ingen svaret på. Men alle, som arbejder praktisk og klinisk med området, ved, at problemet med langvarige sygemeldinger er stort. Vores eksempler bygger på mange års gentagne observationer og repræsenterer ikke enkeltstående tåbeligheder.

Anmeldelsen bestyrker os i vores opfattelse af, at debatten er nødvendig. Vi er ikke enige med anmelderne i, at det tværsektorielle samarbejde er kendt og anvendt i praksis i mange år, men enige i, at det er alt for lidt anvendt. At anmelderne tilsyneladende ikke mener, at der er behov for en forbedret indsats, er tankevækkende.

Formålet med vores bog har bl.a. været at pege på det store behov for en forbedret indsats. Vi har ønsket at skabe en nødvendig debat, ikke at karrikere kolleger. Vi beskriver problemerne og giver forslag til løsninger, der involverer alle parter, herunder læger og psykologer.

Referencer

LITTERATUR

1. Ugeskriftet.dk/debat/boganmeldelse-tag-paa-arbejde-fra-sygemelding-til-samarbejde.