Skip to main content

Kommentar til debatindlæg om stamcelleforskning

Bo S. Huniche

1. nov. 2005
2 min.

I Ugeskriftet, nr. 12, den 17. marts 2003, anfører mag.art., lektor Peter Rossel og cand.scient., ph.d.-stipendiat Anne Gammelgaard en stor undren over at stamcelleforskning kan være forbundet med en etisk problemstilling. Debatindlægget efterlader læseren med en følelse af forfatternes noget nedladende holdning over for de debattører, der ikke deler den samme undren. Forfatterne anfører at en religiøst baseret lovgivning er uforenelig med de grundlæggende værdier for et pluralistisk, demokratisk samfund. Denne holdning hos forfatterne er vel at sidestille med en kortslutning, da gældende lov er vedtaget i Folketinget efter gældende demokratiske principper. Imidlertid synes jeg forfatterne rører ved noget af det mest centrale i debatten, når de spørger om denne lovgivning skal baseres på religiøse værdier. Hele vores samfundsgrundlag er i høj grad baseret på kristne holdninger, hvilket yderligere understreger tyngden i spørgsmålet. Det religiøse grundlag repræsenterer en højere grad af urokkelighed, mens alternativet så ganske afgjort er foranderligt med tiden. Således må forfatterne have ret i, at spørgsmålet om religiøsitet i lovgivningen på området kunne være et enten-eller, da et både-og er en placering i et tomrum mellem to meget forskellige stole. Beslutningen forpligter. Vi er så tilbage ved udgangspunktet, hvor det centrale spørgsmål nemt bliver hvilke holdninger forfatterne repræsenterer. Spørgsmålet er, om forfatterne selv har gjort sig dette klart. Vores holdning og lovgivning på stamcelleområdet reflekterer vel også vores holdning på en lang række andre mellemmenneskelige områder. Der er efter min mening altid grund til eftertanke, når det postuleres at en grundlæggende problemstilling er enkel at løse. Det ville være pragtfuldt, hvis hele diskussionen omkring stamceller var så enkel. Når forfatterne fremstiller verden og problemstillingen omkring stamceller som de gør, er det selvfølgelig forståeligt at de finder problemstillingen enkel. Forfatterne må så væbne sig med tålmodighed over for de mennesker, der ikke deler denne holdning og således har behov for tid til overvejelse. Netop under hensynet til de grundlæggende værdier for et pluralistisk, demokratisk samfund.