Kommentar til en anmeldelse

Det er ærgerligt som forfatter at føle sig nødt til at kommentere anmeldelsen af ens bog. Men cand.psych. Laila Øksnebjergs (LØ) anmeldelse [1] af min bog »Sådan holder du hjernen i gang« [2] er så arrogant og misvisende, at Ugeskriftets læsere har krav på at kende nogle fakta og sammenhænge.

LØ refererer fra bogens indledning, at den er en popularisering af resultater fra den nyere forskning inden for aldring og kognitiv videnskab. Men hun undlader at oplyse, at jeg netop i bogens indledning gør opmærksom på, at populariseringen bl.a. bygger på en mere omfattende og dokumenteret fremstilling i min bog »Med hjernen i behold« fra 2008 [3], som i langt højere grad henvender sig til fagpersoner. Her findes dokumentation for nedennævnte forhold. Det er svært på den tilmålte plads at gendrive LØ's summariske påstande, men lad os tage dem én for én:

Når LØ for det første tilsyneladende er uenig i, at det først er i 25-30-års-alderen, at hjernen for alvor modnes, er det vigtigt at forholde sig til, hvordan jeg i bogen omtaler modningsbegrebet. Modning kan ikke relateres til hjernevolumina, men i højere grad dels til fortætninger i laterale kortikale områder, dels til myeliniseringen, som kan fortsætte helt op imod 50-års-alderen. Og når det gælder kognitive færdigheder, emotionelle resurser og sociale kompetencer, er hjernens modning absolut ikke afsluttet, når man er 30 år.

For det andet citeres jeg for at skrive, at »der i vidt omfang dannes neuroner hele livet igennem«. Mere præcist formulerer jeg det, at der dannes nye neuroner i hippocampus hele livet. Samtidig pointerer jeg dog, at hastigheden er aftagende, og at der efter teenageårene er tale om et nettotab af neuroner.

For det tredje citeres jeg ukorrekt for at skrive, at »stress kan medføre udvikling af Alzheimers sygdom«. Mere præcist skriver jeg, at langvarig stress indgår som en risikofaktor blandt flere andre for udvikling af demens. En god oversigt over betydningen af stress for hjerne, adfærd og kognition er f.eks. givet i [4].

For det fjerde mener LØ, at jeg overvurderer effekten på kognitive funktioner af kognitiv træning. Dokumentation er der nok af, om end at ikke alle studier peger i samme retning. Konklusionen er dog klar: Kognitiv træning virker både hos raske og hos personer med kognitiv reduktion. Sidstnævnte fremgår bl.a. af en ny metaanalyse af 15 studier. Der kunne påvises positive træningseffekter på 44% af de kognitive målepunkter [5].

Det er ærgerligt at skulle udsættes for en så summarisk nedgøring af en bog, oven i købet på et så misvisende grundlag. Værre er det, hvis anmeldelsen er et udtryk for, at der blandt nogle neuropsykologer kan være så sparsomme forventninger til hjernens plasticitet og livskarriere.

1. Øksnebjerg L. Sådan holder du hjernen i gang. Anmeldelse. Ugeskr Læger 2010;172:893.

2. Kirk H. Sådan holder du hjernen i gang. København: Akademisk Forlag, 2009.

3. Kirk H. Med hjernen i behold. Kognition, træning og seniorkompetencer. København: Akademisk Forlag, 2008.

4. Lupien SJ, McEwen BS, Gunnar MR et al. Effects of stress throughout the lifespan on the brain, behaviour and cognition. Nature Rev Neurosc 2009;10:434-45.

5. Jean L, Bergeron ME, Thivierge S et al. Cognitive intervention programs for individuals with mild cognitive impairment: systematic review of the literature. Am J Geriatr Psychiatry 2010;18:281-96.

> Svar:

♠ Cand.psych.aut. specialist i klinisk neuropsykologi Laila Øksnebjerg, Glostrup Hospital, Neurologisk Afdeling. E-mail: lailaoeksnebjerg@hotmail.com

Forskningsresultater vedrørende hjernens udvikling over livsforløbet samt træning af kognitive funktioner hos raske og hjernesvækkede ældre, kan tolkes forskelligt. Litteraturen rummer mange interessante resultater og overvejelser, men dette store og komplekse forskningsfelt byder samtidig på en lang række uafklarede spørgsmål. Vi har fortsat ikke tilstrækkeligt velunderbyggede teorier og kun sparsom evidens på området. Den væsentligste pointe i min anmeldelse af Henning Kirks (HK) bog [1] var på denne baggrund at efterlyse en mere kritisk gengivelse af litteraturen.

Lad mig give et par eksempler på, hvor jeg kunne ønske en mere nuanceret fremstilling:

HK argumenterer for, at modning af hjernen fortsætter langt op i livsforløbet. Jeg finder det relevant at anvende begrebet ændringer frem for det værdiladede ord modning. Vi har endnu ikke en klar forståelse af de iagttagede strukturelle og funktionelle ændringer på neuralt niveau over livsløbet og heller ikke en tilstrækkelig forståelse af, hvorledes disse ændringer kan sættes i sammenhæng med ændringerne i kognitive funktioner [2].

Spørgsmålet om stress som risikofaktor ved demenssygdomme er heller ikke tilstrækkeligt klarlagt. Der er sandsynligvis tale om meget komplekse samspil med andre risikofaktorer [3]. I min kliniske hverdag møder jeg ofte spørgsmål vedrørende stress og demens. Stresshypotesen fører både til unødig bekymring hos hjerneraske personer, der er bange for at udvikle demens, og til ubegrundet skyldfølelse hos patienter, der får konstateret demens. Jeg mener, at man bør være tilbageholdende med kontante udmeldinger om en risikofaktor, der er så hyppigt forekommende, men som vi endnu ikke har tilstrækkelig klarhed over.

Jeg er enig med HK i, at vi har indlærings- og ændringspotentiale over hele livsforløbet, men vi bør ikke ignorere det velunderbyggede faktum, at der sker ændringer i dette potentiale over livsforløbet, og at der er stor heterogenitet [2]. Demenssygdomme reducerer potentialet markant. Vi er mange, der håber, at forskningen i træning og rehabilitering understøttes og vil resultere i både velunderbyggede og anvendelige metoder, der kan medvirke til, at et kognitivt funktionsniveau kan bevares over livsforløbet, foruden metoder, som kan bedre symptomer og livskvalitet hos personer med demens. Det er dog alt for tidligt at drage konklusioner om, hvilke interventionsmetoder der virker, i hvilken kontekst og over for hvilke grupper/personer. Forskningen giver anledning til en vis optimisme, men de foreliggende studier har oftest markante designmæssige begrænsninger [4, 5], som bør medføre forsigtighed, hvad angår konklusioner og anbefalinger. Herunder bør det understreges, at det ikke er påvist, at kognitiv træning kan hindre udvikling af demens [5]. Endelig er det helt centralt at overveje den reelle overføringsværdi af træningsaktiviteterne til personernes hverdagsliv, og her er forskningen ligeledes endnu ikke fyldestgørende [4, 5].

1. Kirk H. Sådan holder du hjernen i gang. København: Akademisk Forlag, 2009.
2. Casertaa MT, Bannona Y, Fernandeza F et al. Normal brain aging: clinical, immunological, neuropsychological, and neuroimaging features. Int Rev Neurobiol 2009;84:1-19.
3. Pardon MC, Rattraya I. What do we know about the long-term consequences of stress on ageing and the progression of age-related neurodegenerative disorders? Neurosci Biobehav Rev 2008;32:1103-20.
4. Papp KV, Walsh SJ, Snyder PJ. Immediate and delayed effects of cognitive interventions in healthy elderly: a review of current literature and future directions. Alzhei mer's and Dementia 2009;5:50-60.
5. Valenzuela M, Sachdev P. Can cognitive exercise prevent the onset of dementia? Systematic review of randomized clinical trials with longitudinal follow-up. Am J Geriatr Psychiatry 2009;17:179-87.