Skip to main content

Kommentar til en leder

Overlæge Steen Carstensen. E-mail: sct@regionsjaelland.dk. Overlæge Lars Kjøller-Hansen, overlæge Gunnar Vagn Hagemann Jensen, sygeplejerske Birgitte Poulsen, sygeplejerske Dorthe Fisker, læge Lars Lindholm Sørensen, Kardiologisk Afdeling, Roskilde Sygehus

18. mar. 2011
2 min.

Interessekonflikter: Ingen.

Vi glæder os over, at Ugeskrift for Læger har valgt at profilere vores afrapportering af resultaterne af perkutan koronarintervention (PCI) på Roskilde Sygehus [1] med en kommentar på lederplads [2].

Som Daniel A. Steinbrüchel fra Rigshospitalets Hjertecenter loyalt nævner i sin leder, er vi på Hjertecenteret på Roskilde Sygehus glade for den forbedrede kvalitet i behandlingen og den økonomiske besparelse, som hjemtagning af PCI fra hjertecentrene i Hovedstadsregionen har medført.

Når Daniel A. Steinbrüchel bringer spørgsmålet om volumen op, er der vigtigt at fastslå, at Hjertecenteret på Roskilde Sygehus fra første færd har opfyldt danske og internationale kriterier for højvolumen PCI-aktivitet, og at aktiviteten i 2011 vil ligge flere fold over den grænse på 400 PCI årligt, der anføres i internationale guidelines og i de referencer, som Daniel A. Steinbrüchel anfører [3, 4].

Vi er helt enige med Daniel Steinbrüchel i, at hjertekirurgisk input ofte er vigtigt i forbindelse med valg af behandlingsstrategi ved iskæmisk hjertesygdom. På Hjertecenteret på Roskilde Sygehus afholdes dagligt telemedicinsk konference med hjertekirurger, og der er mulighed for akut telekonference direkte fra alle kateteriseringsrum i Roskilde.

På hjertecentrene i Danmark opfatter man ikke tilstedeværelse af en hjertekirurg som vigtig ved PCI-behandling af de allermest syge patienter, STEMI-patienterne. Hovedparten af disse patienter behandles i vagtperioder, og ingen af de danske hjertecentre har hjertekirurger i bunden vagt. Dette er helt i overensstemmelse med europæiske guidelines, hvor kardiologer og hjertekirurger samstemmende understreger, at forsinkelse til behandling er den vigtigste modificerbare prædiktor for overlevelse [4].

Med den nuværende opgavefordeling har STEMI-patienter i Region Sjælland unødig lang transporttid til akut behandling, der kun tilbydes i Hovedstadsregionen. Vi ser derfor frem til, at Daniel A. Steinbrüchel og den institution, han repræsenterer, støtter Region Sjælland i hjemtagning af STEMI-behandlingen til højvolumen PCI-centeret i Roskilde.

Debatindlægget har været forelagt Daniel A. Steinbrüchel, som ikke har nogen kommentarer.


Referencer

  1. Sørensen LL, Kjøller-Hansen L, Jensen GVH et al. Perkutan koronarintervention uden hjertekirurgisk tilstedeværelse. Ugeskr Læger 2011;173:31.
  2. Steinbrüchel DA. Perkutan koronarintervention kræver hjertecenter og stor volumen. Ugeskr Læger 2011;173:30.
  3. Wijns W, Kolh PH. Experience with revascularization procedures does matter: low volume means worse outcome. EHJ 2010;31:1954-7.
  4. Taskforce on Myocardial Revascularization of the European Society of Cardiology (ESC) and the European Association for Cardio- Thoracic Surgery (EACTS). Guidelines on Myocardial Revascularization. EHJ 2010; doi:10.1093/eurheartj/ehq277