Kommentar til Henrik Day Poulsen "Den hellige psykiatri"

Det var med stor bekymring, at jeg læste debat indlægget "Den hellige psykiatri" [1].

Det er sikkert både interessant og særdeles inspirerende at møde de veluddannede personer, der arbejder for industrien. Men at tillægge samarbejdet samme betydning som foredrag for en husmoderforening er enten utroligt naivt eller at tale mod bedre vidende. Det er veldokumenteret i talrige studier, at industriens information er biased og påvirker ordinationsmønstret i en uhensigtsmæssig retning [2, 3].

Jeg takker gerne ja til antibiotika, og det gør mig ikke dobbeltmoralsk. Man kan godt anerkende behovet for industriinvestering i lægemiddelforskning uden at ønske, at industrien forplumrer ens fremtidige uddannelse og videnstilegnelse. I den ideelle verden var lægemiddelforskning primært baseret på offentlige midler, men dette er ikke realistisk. Vi må derfor nøjes med at tilegne os viden ved kritisk at sortere i industriens forskning ud fra, hvad der er velfunderet og reproducerbart, og hvad der er usandsynligt, til tider bedragerisk og manipulation af data. Det privilegium at kunne sortere mister man, hvis man kun lytter til industriens veluddannede og inspirerende personer.

Læger tjener penge på syge mennesker, men vi tjener også penge på raske. Det er her, at den store forskel er på en offentligt ansat læge og en lægemiddelvirksomhed. Min løn ændrer sig ikke, hvis mine patienter går hen og bliver raske og ikke behøver medicin eller anden behandling længere. Hvis man virkelig vil tjene penge som lægemiddelvirksomhed, skal man udvikle et middel, som patienten skal tage livslangt, og som ikke helbreder. Desuden har industrien stor tradition for at udvikle talrige me-too drugs uden terapeutisk forbedring [3].

Praktiserer man medicin efter, hvad industrien siger er det nyeste og bedste, udsætter man sine patienter for en behandling, som man har begrænset kendskab til, og hvis skadevirkninger i langt de fleste tilfælde vil være uafklarede. Ydermere vil ens viden være begrænset, hvis man kun tilegner sig industrisponsoreret viden. Inden for stort set alle specialer er der fundet gavnlige effekter af interventioner, der ikke benytter lægemidler, f.eks. fysisk aktivitet eller psykoterapi. Hvis man ikke er begejstret for at søge ny viden i en database, kan man blot læse de engelske NICE-guidelines, SST's retningslinjer eller systematiske oversigtsartikler, der er uden industrisponsorering eller interessekonflikter.

Jeg er stolt over mit medicinske selskabs (DSAM's) politik omkring ikke at tillade industrisamarbejde. Jeg klarer sagtens selv at betale og undvære dyre vine, når jeg til gengæld får usponsoreret undervisning. Hvis patienternes helbred er det, der tæller, må man huske på, at historien har lært os, at industrien desværre ikke altid er til at stole på [3, 4, 5].