Kommentar til »Landets mest effektive læge«

I bl.a. Ugeskrift for Læger den 4.2. har vi læst om »Landets mest effektive læge«. En praktiserende læge, der har over 3.000 patienter - næsten det dobbelte af normtallet.

Søren Gam klarer det oven i købet uden at blive stresset - på under 40 timer om ugen og har ryddet skrivebord, når han går hjem. Og patienterne er glade og tilfredse.

Alt sammen klares det med et minimum af hjælpepersonale.

Regionerne anført af Bent Hansen klapper i hænderne - kunne andre bare lære en sådan effektivitet, ville alle problemer med lægemangel være løst.

Men mange klager sig under en tiltagende arbejdsbyrde.

Er der overhovedet sammenhæng mellem disse to yderpunkter, eller er vi bare mange, der er for ineffektive, magelige og flæbende?

Jeg har stor respekt for de praktiserende lægers forskellighed - den skal der være plads til. Men at fremhæve og næsten glorificere en hurtig og effektiv læge frem for andre, er ikke fair.

Et forhold, der ikke er omtalt, er de forventninger og krav, der er til os fra vore aftaleparter i regionerne. Det forventes, at vi laver forebyggelseskonsultationer, tager os af kronikerne, laver motiverende samtaler og tager os af livskriser. Der skal laves risikostratificering vedr. hjertesygdom. KOL er en kæmpe udfordring med opsporing, behandling og rehabilitering, og vi forventes at aflægge årligt besøg hos vore plejehjemsbeboere med medicingennemgang. Kræft er nu en akut sygdom, der skal tages hånd om inden for 48 timer. Og så er der jo lægevagten, som vi er overenskomstmæssigt forpligtet på at bemande.

Der er med andre ord overordentlig store forventninger til, hvad vi i almen praksis skal tage os af, og på hvilket niveau vi skal gøre det. Kvaliteten skal være i top, vores tilbud skal være omfattende og tilgængeligheden umiddelbar. Derudover ses det gerne, at nogle af os er til rådighed for andet fagligt arbejde, arbejdsgrupper, informationsmøder osv.

Jeg tror ikke, at vi kan tage os af det hele og indfri alle forventninger til vores arbejde med et normtal, der er højere end i dag. Og mange af os har end ikke kapacitet til det.

Det er nødvendigt at se normtalsproblematikken og effektiviteten i vores arbejde mere nuanceret, end den fremstilles i de omtalte artikler.

Det er ikke nødvendigvis godt at være hurtig - og det er ikke nødvendigvis dårligt at være mindre hurtig og reflekterende. Selvfølgelig skal vi alle leve op til en vis standard, men lad os give plads til forskelligheden.