Introduktionen i 1997 af den cellebaserede model for hæmostase understreger betydningen af de cellulære komponenter og generering af trombin for intakt koageldannelse [1]. Konventionelle koagulationsanalyser såsom APTT og koagulationsfaktor II+VII+X/INR analyseres i plasma og afspejler kun en begrænset del af denne proces. Det samme gælder trombocyttallet, som alene beskriver koncentrationen af trombocytter og ikke, hvorvidt de funktionelt bidrager i koagelopbygningen. Derfor er konventionelle koagulationsanalyser og trombocyttallet af begrænset værdi til at identificere klinisk relevante blødningsforstyrrelser (koagulopatier) [2].
Trombelastografi (TEG) er en funktionel koagulations- og hæmostaseundersøgelse, der udføres på fuldblod, hvorved samtlige faktorer i det cirkulerende blod, der har indflydelse på koageldannelsen, er til stede. TEG undersøger hele den hæmostatiske proces og måler koaglets dannelseshastighed, styrke og opløsning. Analysesvaret gives som funktionelle parametre som f.eks. trombocytfunktion. TEG er særlig velegnet til at identificere klinisk relevante koagulopatier, idet resultatet af TEG-analysen korrelerer med patientens evne til at generere trombin [3]. Fraset hyperfibrinolyse skyldes blødningskoagulopatier nedsat evne til trombingenerering af forskellig genese. Både hyperfibrinolyse og blødningskoagulopatier kan identificeres ved TEG. Dette er årsagen til, at kliniske undersøgelser viser, at TEG-vejledt transfusionsmedicinsk behandling ved hjerte, lever- og traumekirurgi er superior sammenlignet med behandling vejledt af konventionelle koagulationsanalyser [4].
TEG kan ikke identificere koagulopatier relateret til den vaskulære komponent (adhæsionsdefekter som f.eks. von Willebrands sygdom), medens øvrige tilstande udmærket lader sig identificere. Dette gælder også behandling med trombocytfunktionshæmmere (acetylsalicylsyre, clopidogrel m.v.), der kan identificeres med TEG Platelet Mapping Assay [5].
Vi er helt enige med Dalsgaard Nielsens synspunkt i lederen om, at TEG er en patientnær, hurtig, billig og simpel analyse, der med fordel kan udføres af laboratorierutineret personale (f.eks. blodbankens bioanalytikere). Med henvisning til ovenstående finder vi i modsætning til Dalsgaard Nielsen, at TEG er en vigtig funktionel koagulations- og hæmostaseanalyse, der kan bruges i den transfusionsmedicinske behandling af den blødende patient.
Referencer
- Hoffman M, Monroe DM 3rd. A cell-based model of hemostasis. Thromb Haemost 2001;85:958-65.
- Levi M, Opal S. Coagulation abnormalities in critically ill patients. Critical Care 2006;10:222.
- Rivard GE, Brummel-Ziedins KE et al. Evaluation of the profile of thrombin generation during the process of whole blood clotting as assessed by thrombelastography. J Thromb Haemost 2005;3:2039-43.
- Salooja N, Perry DJ. Thrombelastography. Blood Coagul Fibrinolysis 2001;12:327-37.
- Tantry US, Bliden KP, Gurbel PA. Overestimation of platelet aspirin resistance detection by thrombelastograph platelet mapping and validation by conventional aggregometry using arachidonic acid stimulation. J Am Coll Cardiol 2005;46:1705-9.