Kommentar til »Prøvetagning til diagnostik af ortopædkirurgiske infektioner«

Jeg har med interesse læst statusartiklen om den uens diagnostik af infektioner i knogler, led, muskler, sener og bursae med intakt hud eller fisteldannelse. Det er anerkendelsesværdigt med en opfordring til ensartet og optimal prøvetagning. Statusartiklen mangler dog en anbefaling, som betyder meget for patienterne.

Det er naturligvis vigtigt for patientens umiddelbare behandling at få påvist og klassificeret en mikroorganisme ved infektioner. Det er imidlertid lige så vigtigt for patientens langtidsprognose, at vedkommende også får påvist evt. uratkrystaller som årsag til den formodede infektion. De kliniske tegn, CRP og billeddiagnostik ved arthritis urica er ofte vanskelige at skelne fra en infektion [1]. Arthritis urica er en kronisk aflejringssygdom, og urataflejringerne (tophi) kan skabe kraftige lokale inflammatoriske reaktioner. I operationsbeskrivelser beskrives af og til, at »der fjernes tophus-lignende materiale«, men der er ingen mikroskopisk bekræftelse eller opfølgning for arthritis urica. Prøvetagning for uratkrystaller kan let og billigt udføres af ortopædkirurgen samtidig med prøvetagning for mikroorganismer ved også at sende noget prøvemateriale (ledvæske eller tophus-lignende materiale) i et spidsglas til mikroskopi med polariseret lys. Viser undersøgelsen uratkrystaller, har patienten arthritis urica og bør behandles herfor livslangt med uratsænkende medicin evt. med opstart hos reumatolog. Uratsænkende behandling øger livskvaliteten, opløser langsomt eksisterende tophi og forebygger nye tophi og nedsætter dermed risikoen for bl.a. fodsår.

Problemet med overset arthritis urica er stort, fordi sygdommen er hyppig, og kun de færreste patienter er diagnosticeret eller relevant behandlet med uratsænkende medicin til det anbefalede P-uratniveau. Dette på trods af selv tydelige kliniske tegn på toføs arthritis urica [2]. Selv efter diagnostik af arthritis urica på hospital bliver under halvdelen af patienterne relevant behandlet [3, 4]. Diagnosen af arthritis urica kan være vanskelig, og ved den toføse form har der måske ikke været anfald i flere år. Prævalensen af arthritis urica er 3% og stiger til ca. 20% hos patienter med diabetes. Ved monoartritis er det mere sandsynligt, at patienten har arthritis urica end septisk artritis, og risikoen for arthritis urica kan let beregnes med en såkaldt gout calculator med syv simple spørgsmål, hvor det skal bemærkes, at et normalt P-uratniveau (< 0,36 mmol/l) ofte ses i ugerne omkring et akut anfald. Ved valg af billeddiagnostik kan foreslås dual-energy-CT til påvisning af urat [5]. Ved akut uafklaret monoartritis kan antibiotika evt. suppleres med colchicin (eller NSAID), indtil mikroskopi og dyrkning kan afgøre, om årsagen var uratkrystaller eller bakterier.

Hermed således en opfordring til ortopædkirurgerne om også rutinemæssigt at sende prøvemateriale til undersøgelse for uratkrystaller ved mistanke om infektioner – det er der ikke andre læger, der kan i den akutte kliniske situation.