Som forfatterne beskriver, er nedgroet negl en hyppig lidelse, der kræver mange behandlinger [1]. Om valg af behandling nævner artiklen forskellige ikkeoperative muligheder (fodtøjsændringer, varme bade, fodterapeutisk bøjlebehandling, antibiotika), foruden de operative, som anbefales i refraktære tilfælde og tilfælde med granulomdannelse.
Jeg finder, at der er yderligere én ikkeoperativ mulighed, som med fordel kan bruges, også i de svære tilfælde med granulomdannelse: pensling med lapisopløsning 10%, én gang ugentlig.
Gennem min uddannelse (kandidat 1970) og senere arbejde som praktiserende læge i Valby, København 1977-2014, har jeg været vant til at bruge lapis i forskellige formuleringer til forskellige formål, f.eks. behandling af granulationsvæv, herunder nedgroet tånegl.
Da jeg selv fik en meget ubehagelig nedgroet stortånegl i sommeren 2023 på grund af den klassisk årsag, for kraftig nedklipning af et neglehjørne, fik jeg lejlighed til selv at afprøve behandlingen, som i løbet af fire uger førte til fuld opheling, uden senere recidiv. Uden de ubehageligheder og omkostninger, som et speciallægebesøg ville have betydet.
Behandlingen skal naturligvis foretages med de nødvendige forsigtighedsregler, beskyttelse af den omgivende hud før pensling mv., men er med de forbehold et godt smerte-, tids- og omkostningsbesparende alternativ til de øvrige kendte behandlinger.
Referencer
Nielsen JJS, Grim R, Mortensen JF. Nedgroet tånegl. Ugeskr Læger 2024;185:V01240046.