Vi skylder patienterne at forsikre dem om, at de kan være trygge hos os – at vi fortsat er her for deres skyld og vil gøre vores yderste for det gode patentforløb. Vi skylder også vores patienter at fortælle dem, at vi hilser al hjælp velkommen, men at vi gerne ser, at man er her frivilligt og bidrager til den gode stemning og behandling og ikke blot er dagens ufrivillige gæst. Det er faktisk vores oplevelse, at langt de fleste tvungne læger er glade for at være her, når først de er her. De medicinstuderende har i årevis kun kunnet komme her, hvis de vælger det som førsteprioritet, så det er muligt at vende retorikken. I særdeleshed hvis ledelsen både lokalt og regionalt anerkender, at dialog, fleksible og individuelle løsninger og gulerod frem for pisk er den bedste løsning for alle. Og at man i øvrigt selvfølgelig kompenserer de afdelinger, der udlåner deres læger, så de kan få deres egen hverdag til at hænge sammen.