Skip to main content

Kommentarer til artikel om Kræftplan II

Klinikchef Søren Kristensen, Øre-næse-halskirurgisk Klinik, Sydvestjysk Sygehus. E-mail: ewe@ribeamt.dk. Klinikchef Vivian Bertelsen, Øre-næse-halskirurgisk Klinik, Sydvestjysk Sygehus

13. nov. 2006
2 min.

I Ugeskr Læger 2006;168:3286-90 anbefales pakkeløsningerne (lungepakkerne) fra Vejle Sygehus og Sydvestjysk Sygehus indført generelt i Danmark. Vejle-modellen fremhæves specielt.

Der er også diskussion om strategierne på Amtssygehuset i Gentofte og de karakteriserede lungepakker. Det fremstilles, som om lungepakkerne i Vejle og Esbjerg er ens, men dette er ikke tilfældet.

I Esbjerg initieres lungepakken først efter, at radiologen har færdiggjort det diagnostiske arbejde. Radiologen foretager efter aftale med patienten straks CT af thorax ved suspekte fund ved konventionel røntgenundersøgelse. Hvis radiologen herefter finder indikation for videre undersøgelse, henvises patienten til undersøgelse og udredning på Øre-næse-halskirurgisk Klinik. Røntgenklinikken har typisk færdiggjort røntgenundersøgelsen samt efterfølgende CT inden for 5-7 dage, og dermed har Øre-næse-halskirurgisk Klinik resten af garantiperioden til udredning og visitation.

På Øre-næse-halskirurgisk Klinik indkaldes patienten typisk dagen efter, at CT er gennemgået ved røntgenkonferencen, til indlæggelse med efterfølgende bronko-mediastinoskopi. Svaret på de histologiske/cytologiske prøver foreligger typisk tre arbejdsdage senere. Den gennemsnitlige udredningstid ligger derfor på fem dage efter røntgenkonferencen.

Samlet tager udredningsforløbet for den typiske patient dermed 10-12 arbejdsdage, hvilket i 2005 udmøntede sig i, at 91,9 procent af patienterne gennemgik udredningsforløbet inden for garantiperioden. Samme tal for Vejle Sygehus var i 2005 på 87,4 procent.

Der er daglige røntgenkonferencer med Øre-næse-halskirurgisk Klinik og Røntgenklinikken en gang om ugen med deltagelse af Lungemedicinsk Klinik.

Vi har i øjeblikket ikke egentlige lungekonferencer (øre-næse-halslæger, radiologer, onkologer, thoraxkirurger og lungemedicinere) men arbejder i øjeblikket på at udvikle et telemedicinsk koncept.

Gennemgår man »Kvalitetsrapport: Behandling af Lungekræft 2005«, fremgår det med al tydelighed, at selv om Vejle-modellen og Esbjerg-modellen er principielt forskellige, er resultaterne ligeværdige.