Kommentarer til en turnuskandidats bekendelser

Tak til Cæcilie Bøck Buhmann (CBB) for kronikken i Ugeskrift for Læger den 29. januar 2007 (Ugeskr Læger 2007;169:432-3).

CBB sætter fokus på et par meget alvorlige problemer inden for det danske sundhedsvæsen: Manglen på ressourcer (dvs. penge) og spørgsmålet om, hvordan vi som læger forholder os til dette problem.

Der opremses i kronikken en række eksempler på, hvorledes de knappe ressourcer påvirker kvaliteten af det arbejde, der udføres i sundhedsvæsnet - desværre kan listen let gøres endnu længere - og det hævdes, at patienter, som burde overleve, dør på grund af manglende behandlingskapacitet, fejlvisitationer og neglekt.

Officielt - også fra lægeside - angives, at patienter dør under indlæggelse på grund af fejlbehandling.

Problemet er faktisk så stort, at man har oprettet et system til indberetning af fejl og utilsigtede hændelser for at komme fejlene til livs.

Det er selvfølgelig et prisværdigt initiativ men må siges at være at gå over åen efter vand. En stor del af fejlene skyldes udelukkende de forhold, som plejepersonale og læger på grund af mangel på ressourcer må arbejde under. Her gør faktorer som korte indlæggelser, stort arbejdspres med for lidt tid til den enkelte opgave og lange vagter sig utvivlsomt gældende.

Et andet udslag af den mangelfulde tildeling af ressourcer er de ventetidsgarantier, som populistiske politikere har uddelt med rund hånd.

Det, at der skal udstedes ventetidsgarantier, er i sig selv en falliterklæring, da det jo viser, at der er mangel på kapacitet inden for sundhedsvæsnet.

Når der udstedes garantier, uden at der samtidig gives ressourcer til at indfri dem, betyder det jo, at ressourcerne må tages fra andre patientgrupper.

I forbindelse med kræftbehandling er det grotesk, at Danmark, et af verdens rigeste samfund, skal sende patienter til behandling i udlandet, fordi vi ikke selv har tilstrækkelig kapacitet.

Ethvert »væsen« og selvfølgelig også sundhedsvæsenet skal løbende tilpasse sig de ændringer, der sker i samfundet, og det har vores sundhedsvæsen bestemt gjort.

Herudover har det været udsat for en lang række rationaliseringer og strukturændringer, som har været dikteret af politiske ønsker om at foregøgle befolkningen og de ansatte, at ressourceproblemerne kunne løses ad den vej.

Det danske sundhedsvæsen er for længst ude over det stadium, hvor det er muligt at rationalisere yderligere, uden at det skader kvaliteten afgørende. Både plejepersonale og læger er så pressede, at de, som CBB skriver, i stort tal søger andre steder at lægge deres arbejdskraft, og derfor er der kun én løsning på de problemer, vi har i dag - flere ressourcer.

Jeg er enig med CBB i, at det langt hen ad vejen er lykkedes politikerne at få det til at se ud, som om lægerne alene har ansvaret for de miserable tilstande i sundhedsvæsnet. Det er dybt uretfærdigt, men desværre har vi nok selv en del af ansvaret for, at det er sket.

Jeg kan kun mindes ganske få eksempler på læger, der har levet op til vores pligt i henhold til Etiske regler for læger § 15.

De fleste af os har nok ved hver ny stramning af skruen dukket hovedet og bidt tænderne sammen for trods alt at få tingene til at fungere bedst muligt for patienterne.

Det kan selvfølgelig være en prisværdig reaktion, men den er også farlig, fordi vi på den måde gradvist skruer ned for vores faglige ambitioner og ikke gør os klart, hvor langt vi efterhånden er kommet fra det faglige niveau, vi oprindeligt ønskede at stræbe efter, og det kommer i den sidste ende til at skade de patienter, som vi egentlig ønsker at gøre det bedste for.

Jeg finder at tiden nu er inde til, at vi - med vores fagforenings støtte - gør opmærksom på, at vi har nået et punkt, hvor vi må forlange af politikerne, at de vedkender sig deres ansvar.

Vi kan ikke længere være vores tavshed bekendt.