Kommuner uden kommunallæger

Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Birthe Skaarup, skælder ud over, at kommunerne ikke sørger for lægelig indsats i forhold til børn og unge, herunder helbredsundersøgelser. Kommuner siger, at de ikke kan få læger til at søge på deres stillingsopslag. Men andre kommuner fortæller varmt om, hvor stor en nytte de har af at have en kommunallæge ansat, og om de mange områder, hvor kommunallægen kan løse kommunale sundhedsopgaver.

Alle disse udsagn er sande - og udtryk for vidt forskellige måder at opfatte og behandle en kommunallæge på i kommunerne.

En kommune har mange lægelige opgaver at løse, og med den ny sundhedslov vil de få endnu flere. Der er lovpligtige opgaver på børne- ungeområdet, blandt andet indskolings- og udskolingsundersøgelserne af skolebørn, og alle kommuner har lægeopgaver på socialområdet, såsom i sager vedrørende sygedagpenge, pension og revalidering. Behovet i kommunerne for egen lægelig ekspertise vokser, når de med sundhedsloven får et markant øget ansvar for sundhedsfremme og forebyggelse og andre nye opgaver som følge af kommunalreformen.

Kommunallægen kan, ud over at gennemføre undersøgelserne af børn og unge, samle og bearbejde resultaterne

af undersøgelserne, og kommunallægen kan som akademisk specialist give kommunen et overblik over de områder, hvor man kan sætte ind med forebyggelse. Denne rolle bør gøre kommunallægen til en central figur i kommunen, fordi han/hun kan indsamle og vurdere relevant viden om forhold med betydning for forebyggelse og sundhedsfremme, arbejdsmarkedsområdet, børn- og ungeområdet, misbrugsområdet, handicapområdet og ældreområdet.

Det er der nogle - få - kommuner, der har set allerede nu. De placerer kommunallægen centralt i organisationen og bruger ham/hende som den højt specialiserede fagperson, som han/hun er. Hvorimod de kommuner, som opfatter speciallægen som en irriterende fagperson, der ikke passer ind i den kommunale organisation, placerer ham/hende langt nede i hierarkiet uden adgang til direkte at rådgive socialdirektøren og social- og sundhedsudvalg.

Den sidste slags kommuner oplever, at kommunallægen rejser efter kort tid, og at der ikke kommer ansøgninger på stillingsopslag.

Kommunerne skal sætte pris på og passe godt på deres kommunallæger. Der er lægemangel, og alternative beskæftigelsesmuligheder for erfarne læger er mange.

Det er for kommunallæger som for alle læger afgørende, at de får mulighed for at vedligeholde og udvikle deres faglighed. Faglig efteruddannelse er særlig vigtig for en kommunallæge, der ofte er eneste læge i den kommunale forvaltning og dermed uden den gensidige udvikling, der sker i et lægefagligt miljø. En stilling, der tilgodeser faglig udfoldelse og udvikling og med en funktion, hvor normering og arbejdsforhold gør de faglige arbejdsopgaver langt større end de administrative, er afgørende for, om en kommune kan beholde og få glæde af sin kommunallæge.

De kommende fem regionsråd vil få adgang til alle former for lægefaglig rådgivning og dermed stå stærkt, når der skal indgås aftaler med kommunerne om samarbejde på sundhedsområdet. Om regionsrådene totalt skal dominere fagligt, afhænger af, om kommunerne forstår værdien af den kommunallægelige indsats og skaber nogle attraktive lægelige arbejdspladser.