Skip to main content

Kommunikation på lægeskolen er præget af produktionstankegang

Det er uhensigtsmæssigt for den medicinske (ud)dannelse.

Linda Marie Kai, medicinstuderende, Aarhus Universitet E-mail: limk@clin.au.dk Jakob Bek-Thomsen, ph.d. i idéhistorie, Aarhus Universitet Interessekonflikter: ingen
20. sep. 2016
03 min

På medicinstudiet tilegner fremtidens læger sig medicinskfaglig viden og tekniske færdigheder. Endvidere formidles en tavs viden, idet de studerende socialiseres til lægerollen med dertilhørende sociale praksisser. Denne socialisering italesættes blandt andet i kommunikationstræningen på Aarhus Universitet. Men hvorledes bliver den medicinske kommunikation formidlet? Grundlæggende bærer undervisningen – intentionelt eller ej – præg af en produktionstankegang, som måske er uhensigtsmæssig, når vi taler om medicinsk (ud)dannelse.

 

Den patientcentrerede tilgang

Undervisningen tager afsæt i den »patientcentrerede tilgang«, hvor lægen tilstræber, at patienten bevarer sin autonomi. Det er et opgør med den tidligere paternalistiske tilgang [1]. Fordelene er klare: God kommunikation sparer tid og øger komplians og patienttilfredsheden. Alt sammen vigtige elementer i sundhedsfaglig praksis. Samtidig kan man blive i tvivl om, hvorvidt man sidder til undervisning på medicinstudiet eller deltager i et driftsmøde hos et produktionsfirma. Vi vil fremhæve to problemer med dette.

Kommunikation som et driftsværktøj

For det første bliver det kun en tilsyneladende patientcentreret tilgang, da patienten ikke bliver målet i sig selv, men kommunikationen derimod bliver et middel til andre mål. Udsagn som: »Hvis patienten føler sig forstået, kan I spare tid i konsultationerne« er hyppige. Sat på spidsen skal patienten i centrum som et middel til at opfylde produktionsmæssige cut-offs og kvalitetskrav. Andre pointer som: »Hvis I benytter disse kommunikationsværktøjer, kan I få patienten til at tage sin medicin, fordi de føler ejerskab over behandlingen«, viser, at kommunikationen skal benyttes som et middel til at overbevise patienten om at tage den af lægen foreskrevne medicin. Det er her, man ser det tilsyneladende patientcentrerede i tilgangen, da der fortsat er stærke paternalistiske undertoner: Patienterne skal blot føle, at vi forstår dem, da det øger sandsynligheden for, at de vil være kompliante til den medicin vi giver dem.

 

Læger som købmænd

For det andet kunne man frygte, at undervisningen socialiserer medicinstuderende til at forstå hospitaler som produktionsvirksomheder, patienter som kunder og lægevirket som en vare. Dette er i uoverensstemmelse med det traditionelle lægeideal, hvor lægen betragtes som patientens advokat. Et ideal, som lægges under pres, da lægen forventes også – og måske i højere grad – at varetage samfundets principper om ressourcefordeling og kvalitet. Lægen er således udspændt mellem patientens behov og forventninger på den ene side og et produktionstænkende sundhedssystems behov på den anden. Kommunikationsundervisningen træner fremtidens læger til at indgå i driften og yde lægelig virksomhed – herunder at kommunikere med patienterne – på produktionens, driftens og økonomiens betingelser.

 

En revurdering af kommunikationsundervisningen

Man kunne med fordel overveje at revurdere kommunikationsundervisningen og fremhæve humanistiske fremfor driftsmæssige grunde til at opøve kommunikationsever. Herunder træne de studerende til, i situationer hvor patientens ønsker og behov ikke er forenelige med sygehusvæsenets produktionskrav, at kunne genkende og fastholde deres rolle som patientens fremfor produktionsapparatets advokat. Endvidere undervise de studerende i en genuin patientcentreret tilgang og dens modsætningsforhold til sygehusvæsnets produktionskrav.

Vi anerkender de økonomiske udfordringer, et moderne samfund sætter for sundhedssystemet, men vi mener ikke, at det bør være lægernes rolle at indarbejde en sådan form for produktionstænkning uden et værdimedicinsk modsvar. Lægestanden må stå værn om de gamle idealer med lægen som patientens og ikke kun samfundets advokat. Ved at overlade driften til politiske beslutninger kan lægen indtage sin plads på patientens side og insistere, ikke på den billigste, men på den bedste behandling. Vi må ikke lade driftssproget snige sig ind i vores uddannelse og langsomt overtage vores lægefaglige kommunikation.

Referencer

LITTERATUR

  1. Sarafino EP, Smith TW, red. Health psychology: biopsychosocial interactions. 7. ed. International Student Version. Hoboken, NJ: Wiley:528.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen