Konsekvenser af antikolesterol-behandling

Interessekonflikter: ingen

Til læge Henrik Dibbern

Jeg må give dig fuldstændig ret! Jeg prøvede allerede i slutningen af 1990'erne at forklare, hvorfor man ikke bør ændre på normaltallene af kolesterol. Jeg har læst biokemi på Københavns Universitet, August Krogh Instituttet, før lægestudiet. Lærebogen var den engelske Modern Biochemistry af P. Karlson, som bruges på Stanford Universitet i USA. Jeg sendte en artikel til Ugeskrift for Læger, men fik den tilbage med nogle nedsættende bemærkninger og besked om, at emnet for længst var uddebatteret. I artiklen forudså jeg, at man risikerede stigende osteoporose, at engelsk syge ville genopstå (pga. manglende D-vitamin), og at infertiliteten ville stige her i Danmark pga. hormonmangel. Disse problemer var allerede begyndt i USA. Det er trist, at jeg har fået ret.

I min biokemibog ses formlerne til udviklingen af D-vitamin og til vore kønshormoner fra kolesterol. Der står, at kolesterol udskilles via galdesyren, via fæces. - Det er vigtigt, at kolesterol ikke sænkes ved faste, ligesom fedt, fordi det er det stof, som beskytter nerveskederne. Der er mange andre substanser, som udvikles fra denne formel.

Det er interessant, at kolesteroltallet virker ret konstant hos hvert enkelt menneske, selv om prøven tages med lang tids mellemrum. Altså styres det et sted fra. Min logik siger mig, at det selvfølgelig er fra hypofysen, fordi det er sædet for forstadiet til vore hormoner!

Hvis man spiser store portioner æg eller rejer, som er kolesterolrigt, går tallet ned, for det er reguleret. Produktionen sænkes! Afprøvet af en læge i Sverige.

Der er én ting, som er rigtig farligt for mennesker! Det er rygning! Fordi kolesterol er i slægt med hormoner, kan det passere membraner. Ved rygning sendes det ind i arteriernes vægge i intimalaget, hvor det samler sig som ateromer. (MUIR's Textbook of Pathology) En samling som en byld kan briste, blodplader klæber til, og der samles det, vi populært kalder en blodprop. Med antikolesterolmedicin, kan man udskyde skaden for nogen tid, hos rygere. Kardiologer må indse, at det er rygestop, som redder menneskeliv! (Det kan ske, at ikkerygere, som drikker meget sparsomt væske, også kan komme i fare, fordi hjertet skal arbejde ekstra hurtigt, når det får for lidt væske i årerne).

En af konsekvenserne ved antikolesterolbehandling er de voldsomme svedeture, som kendes ved hormonmangel, og hos gigtpatienter (måske også hormonmangel)?

En sygehistorie:

En mand, som hidtil har været rask, holder vægten, plejer at gå lange ture, og er ikkeryger, bliver opereret for prostatalidelse. - Kirurgen ordinerer antikolesterolbehandling for en sikkerheds skyld. Efter nogen tid begynder han at få tiltagende voldsomme svedeture. Han kan ikke længere gå ret langt, før han må skifte tøj, fra yderst til inderst. Han kan ikke gå i biografen mere, han tager ikke med konen på besøg hos venner og familie. Ved enkelte familiefester har han medbragt tre sæt skiftetøj og er gået tidligt hjem. Konen vasker tøj dagligt og tørrer tøj i stuen. Sønnen kontakter mig og spørger, om jeg vil se på mandens medicin. Jeg konstaterer, at han får ovennævnte antikolesterolmedicin, og siger, at han må bede faderen om at tale med sin egen læge. Manden skal derefter til kontrol, og han skal standse al medicin en uge før. - Svedeturene ophører straks efter! Da kontrollen er overstået, ordinerer kirurgen, at han skal genoptage tabletterne og han må »lære at leve med det«! Manden har aldrig haft noget med hjertet. Jeg kender ikke slutningen på historien.

> Svar:

Formand for Praktiserende Lægers Organisation Henrik Dibbern. E-mail: dibbern@post3.tele.dk

Interessekonflikter: ingen

Jeg vil begynde med at give min kollega fuld opbakning til synspunktet, at rygning indiskutabelt er en større sundhedsrisiko end et overgennemsnitligt serumkolesterolniveau hos den almindelige voksne dansker.

Jeg har ikke mulighed for at vurdere, om der er solidt videnskabeligt belæg for at fastholde den rolle, kolesterol er blevet tildelt som risikofaktor i alle aldersgrupper af voksne. Men jeg kan læse ud af de tal, som de, som har stor tiltro til værdien af statinbehandling, selv fremlægger, at effekten af at intervenere farmakologisk over for overgennemsnitligt serumkolesterolniveau hos i øvrigt raske er særdeles beskeden med en ARR på under 1 pct. vistnok endda målt på indtagelse resten af livet.

Når vi taler om interventionseffekter, som er så små, vil der altid være en risiko for, at for eksempel socioøkonomiske forhold, som ikke er inddraget i forsøgenes design, kan påvirke udfaldet.

Jeg synes, at forståelige oplysninger, som vi kan give videre til patienterne, om gevinst og ulemper ved behandling er helt afgørende, når vi som læger beskæftiger os med medicinsk behandling af risikofaktorer.

Min erfaring er, at patienter har svært ved at forstå, at vi vil foreslå en behandling, som hjælper mindre end én ud af hundrede.