Kritik af kolleger

I Lægeforeningens etiske princip 17 står der: Lægen skal i sine handlinger og ytringer fremme den gode lægekultur, herunder respektfuld interkollegial kommunikation. Lægen skal understøtte tilliden til sine kolleger og undlade at kritisere sine kolleger over for patienten.

Undertegnede er henholdsvis sagkyndig i almen medicin i Styrelsen for Patientklager (STPK) og medlem af STPK’s Disciplinærnævn. Vi arbejder begge i almen praksis og skriver dette indlæg fra disse positioner i sundhedsvæsenet. Synspunkterne i dette indlæg er vore egne, og ikke udtryk for STPK´s holding.

Vi vil gerne stille følgende spørgsmål:

Er vi sommetider lidt for hurtige til at kritisere lægekolleger over for patienterne?

Er denne kritik en medvirkende faktor til det øgede antal af klagesager?

Kan vi passe bedre på hinanden?

Baggrunden er, at mange af de klager, vi læser igennem, indledes med: »Da vi så kom ind på sygehuset, sagde modtagende læge, at du skulle være kommet før, så kunne vi bedre have gjort noget. Hvorfor blev du ikke henvist noget før?«.

Der kan være situationer, hvor det vil være rigtigt at udtrykke kritik, men som regel vil modtagende læge eller den praktiserende læge umiddelbart ikke have fuld indsigt i sygehistorien, som ofte er mere kompleks og uklar, end det måske ser ud til. Derfor er en refleksion og evt. kontakt til kollega, for at få skabt et bedre grundlag for vurdering af sagen, bedre end en straksreaktion med kollegial kritik.

Lægeforeningens etiske princip 18fordrer, at lægen skal anerkende sin videns og sine kompetencers begrænsninger og inddrage kolleger, når der er behov for det.

Klagesager belaster, frustrerer og skaber uanset udfaldet utryghed både hos den indklagede læge og hos patienten eller den pårørende. Sagsbehandlingstiden er 1-2 år.

På baggrund af de mange klagesager, vi tilsammen har læst, mener vi, at kritik som beskrevet er med til at øge antallet af klagesager.

Hvert år stiger antal klagesager. I 2017 var der 6.848, og det var i 2020 steget til 8.160 klagesager.

Ca. 80 procent af klagerne i disciplinærsager, og knap 70 procent af klager over behandlingssteder giver ikke anledning til kritik. På den baggrund kunne man godt overveje, om nogle klager ikke burde have været rejst.

Dette også med baggrund i, at en klagesag har store konsekvenser for mange læger. De bliver påvirket af klagerne, og det kan medføre store følelsesmæssige reaktioner [1].

Over for det står, at sundhedspersoner efter klage- og erstatningsloven § 23 har pligt til at informere patienten om muligheden for at klage, når de bliver opmærksomme på, at en patient har været udsat for en behandlings- eller lægemiddelskade. Pligten gælder også, selvom skaden ikke er sket det sted, hvor man selv er ansat.

Men en sådan information skal gives på et oplyst grundlag og med kollegial respekt.

Ovenstående forhold omkring ukollegial kritik af kolleger er ikke et nyt problem, men måske tiltagende. Derfor er 17. og 18. princip vigtige at huske, tænke over og tale om med hinanden og med de mange nye læger, der kommer til hvert år.

Derfor dette indlæg til debat og eftertanke.