Skip to main content

KRONIK Aktiv dødshjælp (eutanasi) og assisteret selvmord i internationalt perspektiv

I nogle lande er det lovligt. Kronikørerne gennemgår diise landes lovgivning og peger på, hvordan det kan påvirke adfærden.

Dr. med. Jörgen Lindholm, Endokrinologisk Afdeling, Aalborg Universitetssygehus, Aalborg.
Professor, overlæge, dr.med. Per Sjøgren, Palliativt Afsnit 4111, Onkologisk Klinik, Rigshospitalet
E-mail: Per.Sjoegren@regionh.dk

Interessekonflikter: ingen

4. jul. 2014
6 min.

Det er ikke hensigten med dette indlæg at forfægte særlige holdninger til eutanasi og assisteret selvmord. Med baggrund i den seneste tids debat i dagspressen har vi fundet det formålstjenligt at redegøre for, hvilke regler der gælder, og hvilke konsekvenser legalisering har haft, hvor en sådan lovliggørelse har fundet sted.

International lovgivning og praksis

I Holland og Belgien vedtog parlamenterne i 2002 at undlade retsforfølgelse, hvis udførelse af eutanasi og assisteret selvmord fulgte lovbestemte regler (Luxembourg indførte lignende lov i 2009). Patienten skal være klar og fuldt orienteret om sin lidelse, og ønsket om eutanasi skal være frivilligt. Vedkommende skal efter sin læges skøn befinde sig i en medicinsk håbløs tilstand med vedvarende ubærlig fysisk eller psykisk lidelse, som ikke kan lindres, og som er resultatet af en alvorlig og ubodelig tilstand forårsaget af sygdom eller ulykke [1]. I begge lande bestemmes, at den ansvarlige læge skal forelægge sagen for en anden uafhængig læge, og i Belgien, såfremt patienten ikke er umiddelbart døende, skal sagen tilmed forelægges to andre læger. Der skal i sådanne tilfælde hengå én måned mellem patientens første og anden accept. Begge lande forlanger, at vedkommende læge rapporterer eutanasi til en offentlig myndighed. I Holland omfatter loven kun voksne, men i Belgien siden 2014 også børn.

I Schweiz er eutanasi forbudt. Siden 1941 har hjælp til selvmord været straffri, også for udlændinge, hvis det kan dokumenteres, at hjælpen blev ydet af altruistiske hensyn og ikke for at opnå økonomisk eller anden vinding. Private organisationer, EXIT og Dignitas (udlændige kan kun anvende Dignitas), har etableret procedurer, som over for de schweiziske myndigheder dokumenterer, at reglerne er fulgt. Hverken lovgivning eller Dignitas stiller krav til beskaffenheden af den lidelse eller tilstand, som medfører patientens ønske om at dø, blot vedkommende er intellektuelt kompetent. En ikke helt ubetydelig del af de personer, der dør ved Dignitas’ mellemkomst, angives således ikke at være uhelbredeligt syge. I Schweiz medvirker læger ikke direkte i den handling, der fører til døden – deres opgave er primært at vurdere patientens ønske om hjælp til at dø og udskrive recept på de stoffer, som medfører døden.

Staten Oregon vedtog i 1997 ”Death with Dignity Act”. Denne lov tillader voksne med bopæl i Oregon via deres læge at skaffe sig medicin i dødelig dosis til anvendelse ved selvmord i tilfælde af uhelbredelig sygdom (når døden må forventes at indtræde inden for seks måneder). Staterne Washington (2008), Montana (2009) og Vermont (2013) har indført lignende love.

I Holland ligger eutanasi bag 3% af alle dødsfald [2]. I 2002 døde 2.123 som følge af eutanasi, i 2011 3.695, hvoraf 2.797 skyldtes maligne sygdomme, 205 neurologiske sygdomme, 185 kombinerede årsager, 114 hjerte-kar-sygdomme og 394 andre årsager. Eutanasi udføres langt overvejende af praktiserende læger i patienternes hjem. Samme stigende tendens i antallet af dødsfald på grund af eutanasi og assisteret selvmord ses i Belgien, hvor tallet er steget fra 235 personer i 2003 til 1.432 personer i 2012 [3]. Et betydeligt antal dødsfald (50%) som følge eutanasi og assisteret selvmord bliver i Belgien enten ikke rapporteret eller foretages uden om de regler, loven foreskriver [4].

I Oregon er antallet af assisterede selvmord steget fra 27 i 1999 til 49 i 2008 til 77 i 2012.

Det har utvivlsomt ligget lovgiverne på sinde at forhindre, at pårørende gennemtvinger, at en patient vælger eutanasi, eller at tilstanden lægeligt set må betragtes som tilgængelig for behandling. Det må imidlertid erkendes, at loven ikke vil kunne udformes således, at sådanne hændelser ikke vil kunne ske. Det må erindres, at det store flertal af mennesker, der ønsker hjælp til at dø, i princippet kunne gøre det for egen hånd. Det må antages, at legalisering af eutanasi påvirker de valg, som patienter foretager, hvis de rammes af uhelbredelig sygdom. Det er sandsynligt, at pårørendes og samfundets påvirkning har væsentlig indflydelse på den stigning i eutanasi og assisterede selvmord, som rapporteres fra især Holland og Belgien.

I Belgien og Holland har den myndighed, til hvilken eutanasi skal rapporteres, mulighed for at forlange nærmere efterforskning ved mistanke om uregelmæssigheder. I 2009 fandt man i Holland, at kun 0,21% af de af lægerne indsendte rapporter blev videresendt med henblik på yderligere efterforskning, mens tallet i Belgien var 0% [1].

Dansk lovgivning

Ifølge Sundhedslovens afsnit III, § 25 kan ”en uafvendeligt døende patient modtage de smertelindrende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selvom dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet”. Dette gælder altså kun, hvis patienten er uafvendelig døende og samtykker. Er patienten inhabil og dermed ikke i stand til at afgive samtykke, skal lægen handle i patientens interesse. Et spørgsmål har været, om forbud mod eutanasi i virkeligheden blot har medført en praksis under jorden, som bestemmes af den enkelte læges præferencer og overbevisning? Eller om en relevant lovgivning vil sikre en nogenlunde ensartet behandling af alle borgere? Vi kender ikke svaret, men det er tænkeligt, at der allerede nu reelt praktiseres procedurer til fremskyndelse af døden, som ligger ud over, hvad dansk lov tillader. På den anden side er det futilt at forestille sig regler, som er så transparente og enkle, at de effektivt kan forhindre uregelmæssigheder og misbrug. En anden overvejelse er, om dansk lovgivning udnyttes optimalt i alle behandlingsmiljøer. En anerkendt, men sjældent anvendt praksis i specialiserede palliative enheder både nationalt og internationalt er palliativ sedation, som ikke er eutanasi. Konsekvenserne i form af mulig fremskyndelse af dødstidspunktet er legaliseret ifølge Sundhedsloven. Sundhedsstyrelsen definerer behandlingen således: ”Ved palliativ sedation forstås medikamentel lindring af en uafvendeligt døende patient, der er svært lidende på grund af fysiske eller psykiske symptomer (smerter, åndenød o.a.), der ikke har kunnet lindres på anden måde”. Palliativ sedation karakteriseres internationalt ved brug af sedative medikamenter med det formål at lindre ubærlig lidelse fra symptomer, der ikke responderer på nogen behandling, ved at reducere patientens bevidsthed.

Herudover synes adgang til legaliseret eutanasi og assisteret selvmord at udøve en betydelig indflydelse på de valg, som patienter med uhelbredelige sygdomme og deres familier stilles overfor.

Befolkningernes præferencer

I 2014 blev næsten 70.000 personer i 47 forskellige lande i Europa udspurgt om deres syn på eutanasi [5]. De lande med den højeste accept af eutanasi var 1: Danmark, 2: Belgien, 3: Frankrig, 4: Holland, 5: Sverige. De lande, hvor modstanden var størst, var 43: Armenien, 44: Georgien, 45: Tyrkiet, 46: Cypern, 47: Kosovo. Man fandt en tæt sammenhæng mellem graden af religiøsitet og holdningen til eutanasi – jo stærkere religiøs overbevisning i befolkningen, desto større modvilje. Der synes i adskillige vesteuropæiske lande at være tiltagende tilslutning til eutanasi, men aftagende accept af og nu ret massiv modstand i mange østeuropæiske stater.

Sammenfattende

Befolkningens stillingtagen til eutanasi og assisteret selvmord involverer naturligvis først og fremmest etik, religiøsitet og andre eksistentielle spørgsmål. Ønsker man at indføre en lov, der tillader og regulerer eutanasi og/eller assisteret selvmord, har det en række konsekvenser i forhold til at definere, hvem loven omfatter, hvem der må og ikke mindst vil udføre proceduren, samt hvilke kontrolforanstaltninger og hvilken administration der kræves. Herudover synes adgang til legaliseret eutanasi og assisteret selvmord at udøve en betydelig indflydelse på de valg, som patienter med uhelbredelige sygdomme og deres familier stilles overfor. Efter vor opfattelse rejser de data, vi har præsenteret her, mange nye spørgsmål.

Referencer

LITTERATUR

  1. Smets T, Bilsen J, Cohen J et al. The medical practice of euthanasia in Belgium and The Netherlands: legal notification, control and evaluation procedures. Health Policy 2009;90:181-7.

  2. www.patientsrightscouncil.org/site/holland/http://statline.cbs.nl/StatWeb/publication/?VW=T&DM=SLen&PA=81655ENG&LA=en

  3. www.patientsrightscouncil.org/site/belgium/

  4. Smets T, Bilsen J, Cohen J et al. Reporting of euthanasia in medical practice in Flanders. A nationwide post-mortem survey of euthanasia cases reported and unreported to the Federal Review Committee. BMJ 2010;341:c5174.

  5. Cohen J1, Van Landeghem P, Carpentier N et al. Public acceptance of euthanasia in Europe: a survey study in 47 countries. Int J Public Health 2014;59:143-56.