KRONIK Justitsministeriet blander sig i lægefaglige vurderinger

I sommerens løb har der været sat lægefagligt fokus på to markante spørgsmål i den danske flygtninge- og udlændingepolitik: myndighedernes brug af lægefaglige vurderinger ved tildeling af humanitært ophold og lægers medvirken ved tvangshjemsendelser af afviste asylansøgere.

Et uanstændigt kapitel i dansk udlændinge- og indvandrerpolitik er den yderst restriktive tildeling af humanitært ophold. Justitsministeriet har mulighed for i særlige tilfælde at give opholdstilladelse til personer, som har fået afslag på asyl eller opholdstilladelse.

Lægefaglige vurderinger anvendes, når myndighederne skal tage stilling til, om f.eks. en familie, hvor en eller begge forældre er kronisk syge og i gang med en behandling, skal have humanitært ophold. Hvis udlændingen har mulighed for behandling i hjemlandet kan der gives afslag.

Klare regler efterlyses

Efter læsning af en ny rapport af overlæge Morten Sodemann fra Indvandrermedicinsk Klinik ved Odense Universitet med titlen »Justitsministeriets brug af lægelige oplysninger i sager om humanitært ophold i Danmark« må man håbe, at Lægeforeningen vil arbejde for, at der udarbejdes klare regler for anvendelse og fortolkning af lægelige oplysninger.

Gennem den 24 sider lange rapport får man et rystende »casebaseret indblik i Justitsministeriets indsamling, anvendelse og fortolkning af lægefaglige vurderinger«. Morten Sodemann kritiserer Justitsministeriet for systematisk at lægge pres på læger for at få dem til at ændre præparater, dosering af medicin og vurdering af sygdomme hos udlændinge, så de kan få afslag på humanitær opholdstilladelse, samt at Justitsministeriet bruger urigtige og mangelfulde oplysninger for give afslag på humanitær opholdstilladelse.

Embedsmændene i Justitsministeriet tilsidesætter ligefrem lægers faglige vurderinger, når de afgør, om der skal gives afslag på humanitær opholdstilladelse, mener Morten Sodemann, der tillige er professor ved Syddansk Universitet i Odense, i rapporten, der bl.a. er baseret på patientkontakt og -journaler for 13 konkrete sager. Ingen af de læger, der har medvirket til at samle oplysninger og sagsakter for de 13 konkrete tilfælde i rapporten, har ønsket at stå frem med navne.

Som eksempel nævnes i rapporten, at en læge har været ude for, at en jurist fra Justitsministeriet spurgte, om et bestemt antidepressivt middel, som en patient fik, i stedet kunne udskiftes med stesolid.

Stesolid i stedet for antidepressiva

Ifølge Mortens Sodemann er der ud fra et lægeligt synspunkt sket, hvad der bedst kan beskrives som »alvorlige lægefejl, som ville udløse alvorlige påtaler, fratagelse af ordinationsretten og patientklagesager, hvis juristerne arbejdede under sundhedsloven«. Der er tale om fejl med uoprettelige helbredsmæssige konsekvenser, og at usikkerhed og manglende faglig selvjustits i Justitsministeriet har ført til, at jurister i praksis foretager lægelige vurderinger, der ligger langt uden for deres kompetenceområde.

Rapporten opregner i otte punkter de emner, Justitsministeriet især er interesseret i, når de henvender sig til en læge, hvis faglige vurdering indgår i en given sag. Det kan bl.a. dreje sig om anmodninger om at ændre medicinsk behandling til mindre lødige, mindre effektive og mere bivirkningsfyldte præparater, forslag om behandlingsophør, forsøg på at overtale lægen til at gradbøje eller ændre diagnose og/eller prognose for ansøgers sygdom eller diskussioner af, om der eksisterer traume- og torturbehandling i et givet land.

Dialyse i Vestafrika?

Rapporten kritiserer også validiteten af de medicinske oplysninger, som Justitsministeriet modtager fra det EU-finansierede program Medical Country of Origin Information, MEDCOI, f.eks. om tilgængeligheden af medicin eller avanceret specialistbehandling i udlændingens hjemland.

En af sagerne er en ung mand fra Vestafrika, der ud over at lide af tre dødelige sygdomme også har nyresvigt og derfor skal i dialyse. Her har juristerne på basis af indhentede oplysninger fra MedCOI vurderet, at behandlingen kan ske i det pågældende land.

Ifølge rapporten er der også flere konkrete eksempler på, at Justitsministeriet »selekterer i lægeoplysninger, der kan støtte hjemsendelse og undlader at kommentere på lægeoplysninger, der kan tale mod hjemsendelse«.

Selekteringen sker ifølge Morten Sodemann på to måder: Dels lægges der kun MEDCOI-oplysninger, der støtter en hjemsendelse, til grund for et afslag på humanitær opholdstilladelse, dels undlader ministeriet at forholde sig til udvalgte helbredsforhold, medicinske behandlinger, handicap eller hensynet til børnenes tarv, som rejses f.eks. fra læge eller advokat.

»På en eller anden måde har juristerne tiltaget sig et frirum, hvor de kan sidde og afgøre, hvilke dele af en lægefaglig vurdering der er vigtig eller ej«, mener Morten Sodemann, som har sendt sin rapport til Lægeforeningen med en opfordring til bl.a. at sikre, at der udarbejdes »tydeligere regler for anvendelse og fortolkning af lægelige oplysninger«.

Vi håber, at Lægeforeningen melder klart ud efter rapporten. Udmeldingen om nye retningslinjer for lægers medvirken ved de omdebatterede tvangshjemsendelser er et eksempel til efterfølgning.

Både som læge og som humanist er der grund til at hilse Lægeforeningens formulering og anbefaling af et klart regelsæt, som lægger sig op ad den norske lægeforenings retningslinjer fra 2006, yderst velkomment.

Lægeforeningen tager skarpt afstand fra lægelig medvirken ved tvangsudsendelser af asylansøgere, der er så syge, at lægeledsagelse skønnes nødvendig; så svært syge asylansøgere bør efter Lægeforeningens vurdering slet ikke tvangsudsendes. Lægeforeningens klare afstandtagen fra lægelig medvirken ved tvangsudsendelser er rigtig og det er også glædeligt, at Dansk Sygeplejeråd – sygeplejerskernes fagforening – også straks har bakket klart og uforbeholdent op om retningslinierne.

Lægeforeningens beslutning om at anbefale læger ikke at medvirke ved transport af afviste asylansøgere lever op til det særlige ansvar, som læger har påtaget sig.

Det er retningslinjer, der er meget i tråd med den rolle, som danske læger tidligere har spillet i fremme af menneskerettigheder. Det var især danske læger, der gennem Amnesty Internationals lægegruppe, startede det – nu verdensomspændende – medicinske arbejde mod tortur for fyrre år siden gennem oprettelse af RCT, Rehabiliteringscentret for Torturofre, og sidenhen det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, IRCT.

Og det var den danske lægeforening, der gennem World Medical Association aktivt medvirkede til at gøre Danmark til foregangsland i arbejdet mod tortur. Den internationale lægeforening fordømte allerede med Tokyo-deklarationen i 1975 lægers medvirken ved tortur og formulerede en definition af tortur, som siden blev grundsten i FN’s konvention mod tortur, der blev vedtaget for tredive år siden. Skiftende danske regeringer har siden været stolte af den danske pionerindsats i arbejde mod tortur.

Man må håbe, at Lægeforeningens fremragende initiativ også kan skabe international præcedens, og at retningslinjerne gør indtryk i regeringen ved, at man i første omgang revurderer den nuværende praksis omkring tvangshjemsendelser af afviste asylansøgere, herunder de mange psykisk syge, som ikke kan få det tilstrækkelige behandlingstilbud i de lande, som de tvangshjemsendes til.

I anden omgang må man håbe, at den danske regering internationalt f.eks. gennem FN vil medvirke til at formulere lignende etisk baserede retningslinjer til fremme af en global inspireret flygtningepolitik – inspireret af Lægeforeningens initiativ.

Og samtidig må man håbe, at rapporten fra Indvandrermedicinsk Klinik får Justitsministeriet og de danske politikere til at genoverveje den yderst restriktive tildeling af humanitært ophold til – ofte af krig – psykisk syge og traumatiserede, der søger tilflugt hos os på flugt fra tortur og forfølgelse.