KRONIK Peter Kahlke: Det digitaliserede helvede

Mens vi venter – ikke på Godot – men med frygt og bæven på udfaldet af overenskomstforhandlingerne, vil jeg kort resumere mit personlige angstscenarie fra de hektiske måneder i forsommeren.

En snigende gift breder sig i samfundet, der får Orwells »1984« til at fremstå som paradis på jorden. Det handler om ejerskab til data og i den sidste ende om magtmisbrug. Den indtil videre skrinlagte konflikt mellem regionerne og de praktiserende læger rammer ind i kernen af dette problem.

Almen praksis’ it-systemer har hidtil respekteret, at læger er mere interesserede i mødet med patienten end med computerskærmen. Den diagnostiske sandhed lader sig desværre ikke fremtrylle af laptoppen, men kan til gengæld ofte deduceres ved at lytte til patienten, stille uddybende spørgsmål, se folk i øjnene og anvende alle de gamle hjælpemidler – hænderne, stetoskopet m.v. – som man har gjort i flere hundrede år.

For nylig gik tingene galt. De selvpromoverende regioner er begyndt at blande deres systemer med vores. Det kræver mere tid foran skærmen, samværet med patienten reduceres, og den diagnostiske proces forringes. En række diagnosestyrede pop op’er er tilkommet og fylder skærmen med omfattende skemaer, som kun lader sig fjerne, hvis man krydser alle 35 punkter af.

Kræftpakkerne havde jeg styr på, men hjertepakkerne..?

Digitaliseringen vinder stigende indpas overalt. Til ukritisk begejstring for nogle, mens det løber koldt ned ad ryggen på andre. Sundhedsministeren har udtalt, at målet for sygdomsbehandling er en fuldstændig digitalisering af sundhedsvæsenet.

Under konflikten med de praktiserende læger trådte hun smilende frem på skærmen: »Langt de fleste praktiserende læger gør et rigtig godt stykke arbejde, men der er en mindre gruppe, der laver noget værre lort.« Nej, undskyld. Hun sagde kun første halvdel af sætningen, men det sidste var ligesom underforstået.

De smukke ord varmede. Men Adam var ikke længe i paradis. Ministeren antydede, med feminin nænsomhed, at der var brodne kar i rækkerne. Kræftpakkerne var på plads, men hjertepakkerne haltede bagefter. Med de opsøgende hjemmebesøg så det sort ud. Jeg svedte tran. Kræftpakkerne havde jeg styr på, men hjertepakkerne: hvornår havde jeg fyret sådan en af? Og de opsøgende hjemmebesøg. Jeg huskede svagt et par stykker. Ellers: en by i Rusland.

Hjertelæger: Alt ok

Jeg drømte om sundhedsministeren om natten. Ikke på den måde. Mere et mareridt. Det bankede hårdt på døren, og halvt i søvne lukkede jeg op. Mænd i sorte frakker beordrede mig til at følge med. Bag dem dukkede Astrid Krags smilende ansigt frem. Det mindede om den berømte indledningssekvens i Kafkas »Processen«: »Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret«.

I nogle dage havde jeg vanskeligt ved at koncentrere mig om patienterne. Var ham den gamle fyr med hæmoriderne i virkeligheden en overset hjertepakke? Eller gemte der sig et opsøgende hjemmebesøg bag den vorte, som en ung dame fremviste på sin velformede fodsål?

Senere faldt det til ro. Hjertelægerne meldte ud, at samarbejdet fungerede upåklageligt. Min egen region erkendte – uden at undskylde – at der var problemer med de opsøgende hjemmebesøg, idet beslutningen herom aldrig nåede frem gennem systemet. Computerne havde ikke lært at »snakke sammen«.

Lægens lukkede rum

Mysteriet om det lukkede rum har været hyppigt tematiseret i kriminallitteraturen. De danske regioner har været optaget af dette forhold i konflikten med de praktiserende læger. Foregår der lyssky ting, når døren lukkes bag lægen og patienten? Det har været fremme, at kriminelle handlinger fandt sted. Og hvad med de opsøgende hjemmebesøg? Den rare dr. Shipman i England opfyldte til fulde sin kvote af sådanne ydelser. I 215 tilfælde med fatal udgang, hvilket gjorde ham til historiens største seriemorder. Regionerne er ikke gået så vidt som at foreslå begravelsesomkostninger, en billig engangsydelse, som det ultimative sundhedsøkonomiske sparegreb. Der skulle dog eksistere et hemmeligt notat, som vil belønne de læger, der afholder sig fra at indlægge deres patienter. Det kunne man selvfølgelig godt forestille sig, at nogle døde af.

Det bekymrer myndighederne, at man ikke ved, hvad der finder sted inde hos lægen. Måske snydes der på vægtskålen. Det lukkede rums mysterium er en torn i øjet på dem, der fra fjerne skriveborde vil topstyre, overvåge og evaluere. Den tyske pædagog Thomas Ziehe udtrykker det således: »Digitaliseringen af forskellige livsformer er ekspanderet og medfører fremtrængende målrationel centralistisk organisationsstruktur, som afskærer os fra hinanden«. Jeg vil hellere tale om det lukkede rums velsignelse. For patienternes skyld. Morfologisk er der meget få fortrolige rum tilbage i det digitaliserede helvede.

Socialkontoret er ikke længere sådan et fortroligt sted. Hvor ofte har jeg ikke siddet med en patient, pludselig fyret efter et langt arbejdsliv, som med gråd i stemmen fortæller mig om sit møde den 22-årige sagsbehandler, der i et nedladende tonefald belærte ham om hans mangel på rettigheder?

Det digitaliserede menneske

En artikel af stressforskeren Einar B. Baldursson er interessant i forbindelse med kravet om øget digitalisering: »Meget tyder på, at vi etablerer færre, mere diffuse og usikre erindringer. Det indebærer en række udfordringer i forhold til både vores tænkning og problemløsning og til vores sociale liv og fællesskab … Gennem internettets eksternaliserede viden opnår vi adgang til ubegribeligt omfattende informationer … Men vi lever et hektisk og forstyrret liv, hvor vi skøjter fra den ene havbølges spids til den andens skumsprøjt. Det vi søger, skal findes på de tre første sider. Vores hjerne ‚googliseres‘« [1].

Og han fortsætter: »De sociale teknologier i form af smartphone og facebook medfører, at vi kan leve et socialt liv i en tilstand af vedvarende fravær … Det simulerede liv har mange fordele, men kan kun i begrænset omfang aktivere vores hjernes sociale biologi. Denne biologi spiller en vigtig rolle for vores velbefindende, men så sandelig også for den nærværende og autentiske erindring. Erindringer, der etableres i fraværet af den sociale påvirkning, er svære at finde, vanskelige at fastholde og usikre i brug«.

Forfatteren hævder, at det digitaliserede menneske overgår til en tilstand, der minder om tidlig demens. Vi ser – både hos patienter og behandlere – en øget tendens til koncentrationsproblemer, svigtende opmærksomhed, vanskeligheder ved at anvende (egen) eksisterende viden, manglende dømmekraft og forenklet sproglig kommunikation, især på det følelsesmæssige område.

De danske regioner har triumferende meldt ud, at de har opnået en produktivitetsgevinst i sygehusvæsenet på 20%. Det lyder som en udtalelse fra en privat virksomhed. Måske er virkeligheden en anden. En enquete fra yngre læger fortæller, at hospitalslægerne er ved at segne under byrden af timers arbejde foran computere. Og manglende tid til patienterne. Samtidig er de unge læger i stigende grad bange for at begå fejl, fordi det er vanskeligt at opnå den livsnødvendige feedback opad i systemet. Patienter kan berette om et personale med fraværende, jagede blikke, fra overlægen til rengøringsassistenten.

Forleden besøgte min 86-årige mor sin søde og fagligt kompetente læge til det årlige tjek. På vej ud af døren sagde lægen venligt: »Hils hjemme!«. »Undskyld?« »Ja, hils din mand«. »Jamen, han døde for fem år siden.« »Det forstår jeg ikke. Han står opført som nærmeste pårørende«.

Min mors læge rødmede og ransagede computerskærmen. »Nej, undskyld! Vi har glemt at kode din mand som død i pårørenderubrikken. Det beklager jeg«. »Det gør ikke noget«, sagde min mor. »Sådan noget sker jo!«

På en måde havde lægen ret. Digitalt set levede min far stadig i bedste velgående.