Skip to main content

Krop uden ånd – den ubarmhjertige sundhedsfokusering

Der hersker en ubalance i synet på kroppen – det giver sig udslag i både ekstrem usundhed og sygelig sundhed.

Foto af Mikkel Wold: Kamilla Krøier
Foto af Mikkel Wold: Kamilla Krøier

Professor Bente Klarlund Pedersen, Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet
E-mail: bente.klarlund.pedersen@regionh.dk
Sognepræst Mikkel Wold, Marmorkirken, København
Interessekonflikter: Ingen

20. jan. 2017
7 min

Sundhed definerer tidsånden, og det er sådan set med rette, for halvdelen af os vil blive syge og dø tidligt, fordi vi ryger, drikker for meget alkohol og ikke motionerer nok. Nogle er ekstremt sunde og følger hvert eneste sundhedsråd til punkt og prikke; andre kender sundhedsrådene, men har dårlig samvittighed over ikke at følge dem; og så er der en gruppe, der tilsyneladende navigerer uden om alle sundhedsråd på en sikker deroute, hvad angår helbred og sociale omstændigheder. Sundhedspolariseringen er tiltagende. Aldrig har der været så langt imellem dem, der lever mest og mindst sundt. Spørgsmålet er, om der er en fællesnævner for disse meget forskellige grupper. Er der noget, der forbinder den fanatiske elitemotionist med den person, der fylder indkøbsvognen med cola og chips og tilbringer en stor del af tilværelsen på langs foran en skærm? Ja, det mener vi. De er til en vis grad begge udtryk for en ubalance i synet på kroppen. Den nuværende sundhedsfokusering er ubarmhjertig. Den er krop uden ånd.


 


Fedtet dæmoniseres


Når vi se på den gruppe, der vitterligt er meget sunde, så er det nok sådan, at de fleste løber, fordi de har det godt med det. Nogle afsøger kroppens grænser og dyrker maraton og triatlon og er vilde med det. Men for nogle andre er der tale om sundhedsbesættelse. De tror på kroppens overlegenhed. En bøn kan være et fast holdepunkt. Men det kan de daglige armbøjninger også. I religionen skal man renses for synden og vide sig elsket af Gud. I sundhedens verden dæmoniseres fedtet, og accepten søges i overholdelsen af præstationerne. Overdreven fokusering på egen krop minder om religiøse ritualer. Skriftestolens rolle er erstattet af bekendelser til diætisten. Man har en sundhedsguru, der viser vejen og har svar på alt. Man realiserer sig selv gennem vægtkontrol og motion og lader sundhed få den altdominerende rolle. Det er ikke hele sandheden, men prøv at overveje, om ikke tendensen er synlig.



Religiøse over- og undertoner


Detox-bølgen bruger en terminologi, som tager udgangspunkt i afgiftning ved misbrug, men som henvender sig til raske mennesker. Fokus flyttes fra et smukt ydre til et rent indre. ”Det indre” skal forstås helt konkret. Renheden er blevet udelukkende kropslig. Tarmen skal udrenses. Overdreven motion med timelange daglige sekvenser i fitnesscenteret er et andet eksempel på, at sundheden kan kamme over. Sådanne ekstreme kure er en konstant søgen indad. Individets sundhed og velvære er i centrum, og man kan se klare religiøse over- og undertoner i visse dele af sundhedskulturen.


Ved at anskue den ekstreme tilgang til nutidens sundhedskure som narcissisme, bliver det ikke den generelle fokusering på sundhed i samfundet, der er årsag til "den sygelige sundhed". Årsagen ligger i menneskers sind, men den tager farve af tidsånden. Det er ikke diætens strenghed eller antallet af maratonløb, der definerer, om der er tale om en kropslig navlebeskuelse, der ender i sygelig sundhed. Men hvis den strenge diæt eller træningsplan er udtryk for, at man ved ydre disciplin forsøger at opnå kontrol over indre kaos, er det udtryk for en ubalance.


Den store midtergruppe, som mange kan identificere sig med, kender de gængse sundhedsråd, men orker ikke altid at efterleve dem. De vil gerne, men kan ikke. Ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt.


 


Sund for samfundets skyld


Man kan faktisk godt anlægge den betragtning, at passer man godt på sit eget helbred, bidrager man til fællesskabet. Man gør sit til at spare på sundhedsvæsenets knappe ressourcer. Der er ingen garanti for, at man med en sund livsstil kan undgå alvorlig sygdom, men det er ikke ligegyldigt, hvordan man forvalter sin krop. For den livsstil, man har, rækker langt ud over selvet. De valg, man træffer, eller som omstændighederne træffer for én, har vidtrækkende konsekvenser. I et velfærdssamfund gælder det, at min livsstil bestemmer din skatteprocent. Og i et større perspektiv gælder det, at mine valg påvirker kommende generationers velfærd. Når jeg sparer på energien, kan det ses på min elregning, men det handler også om kloden og mine børnebørns fremtid. Hvis jeg dropper smøgerne og overvægten og dermed undgår en livsstilssygdom, er der råd til at prioritere behandling af de sygdomme, vi ikke kan forebygge. Det er ikke ligegyldigt at kunne se det store i det små. Man kan prøve at gøre en forskel og ikke være ligegyldig i den store sammenhæng.


Vi er forbundne i et fælles sundhedssystem. En samfundsbevidst borger kan nok spørge, om det er etisk i orden, at andre vil være fri til at forvalte deres krop efter forgodtbefindende, men samtidigt forvente at få fri adgang til sundhedsvæsenets ressourcer, når der er behov for diagnostik og behandling. Det er rimeligt at forvente en ansvarlighed over for det fælles – også i måden, vi forvalter vores sundhed på. Men ingen er perfekt. Og et velfungerende samfund skal også kunne rumme dem, der gerne vil, men ikke kan. Der er en pligt til at gøre sit bedste, men der er også en pligt til at forstå og udvise overbærenhed over for dem, for hvem tilværelsen er en større udfordring, end de til tider kan magte, og som derfor udviser en misbrugskultur. Mange glemmer for tiden den helt elementære kendsgerning, at misbrug oftere sker af nød end af lyst. Dermed indtræder der en vis ubarmhjertighed i synet på sundheden. En ubarmhjertighed, der skærpes ved, at sundhed for nogle nærmest er blevet en religion. Så bliver usundhed næsten til blasfemi.


 


Instrumentaliseringen truer


Hvis man kan stimulere befolkningen til at dyrke mere motion, vil det bidrage til en forbedring af folkesundheden. Det kan ikke diskuteres. Derfor er det også umiddelbart vanskeligt at se, at der skulle være skadevirkninger forbundet med kampagnen om de 30 minutter om dagen. Det er jo naturligt for os at være i bevægelse. Men risikoen for snæversyn lurer, hvis flere og flere aspekter af livet instrumentaliseres og fremstilles som redskaber til sundhed. Der skal balance i tingene. Hvis motion udelukkende ses som et middel til at sikre sundhed, kan det føre til en forsimplet opfattelse af bevægelse. Det er sundt at gå eller løbe, så pulsen kommer op. Men hvis disse aktiviteter ikke udføres for deres egen skyld, men som et nødvendigt onde i en anden sags, nemlig sundhedens, tjeneste, har vi et problem af mere eksistentiel karakter. Vi skulle gerne kunne gå en tur bare for at nyde det gode vejr, eller fordi vi skal fra det ene sted til det andet. Vi skal kunne spille rundbold, fordi det er sjovt, fordi vi vil være med på holdet, eller fordi vi vil vinde. Det er, som om vi har glemt legen som en del af det sunde liv.


 


Sundhed som ideologi


Det er ikke godt, hvis sundhedsperspektivet fortrænger andre måder at se livet på. Det er et problem, hvis sundhed bliver en ideologi i ”den gode sags tjeneste”. Det er krop uden ånd, hvis sundhedsfremmende indsatser fører til en altdominerende fokusering på fysisk sundhed som den eneste eller den primære værdi i livet. Hvis man lever i en kultur, der er gennemsyret af ”sundhedisme”, vil en livsstil, der ikke er i samklang med anbefalingerne, ofte være ledsaget af mangel på selvtillid eller ligefrem selvhad i tilgift til et helbred, der måske ikke er optimalt. Hertil kommer stigmatiseringen, der i sagens natur er noget, vi udsættes for af andre. Og fra stigmatisering er der ikke langt til diskriminering.


Mens der er meget fokus på diskriminering af køn og etnicitet, er det interessant, at vi tilsyneladende accepterer forskelsbehandling af mennesker, der ikke lever sundt. Både danske og udenlandske undersøgelser viser, at der især sker diskriminering af overvægtige personer ved jobansættelse, og fra tid til anden hører vi, at mennesker med en usund livsstil har selvforskyldt sygdom og skal bagerst i køen til sundhedsvæsenets ydelser. Det er ikke noget rart menneskesyn, der betragter de pågældende grupper på den måde. Det er et ubarmhjertigt samfund, og det er udtryk for et manglende blik for det hele menneske, for både krop og ånd.


 


Note: Nogle af kronikkens elementer har tidligere været omtalt i Klarlunds klummer i Politiken, Lørdagsliv.


 


Hør også Ugeskriftets seneste podcast: "Sundheden og mig, mig, mig" med Bente Klarlund Pedersen og Mikkel Wold i samtale om sundhedsdyrkelse.


Tryk her for at høre podcast'en.