Kulturkrig om effekten af nedlukning

I 1983 skrev den nu afdøde amerikanske politiker Daniel P. Moynihan i en klumme i Washington Post: »Enhver har ret til sin egen mening, men ikke til sine egne fakta«. Hvis man har gået og oplevet Moynihans fyndord som en generende og ubekvem spændetrøje, kan man nu drage et lettelsens suk. For som en nyligt offentliggjort analyse, der i USA har fået navnet »The Johns Hopkins Study« (JHS), viser, har man nu – i hvert fald næsten – fri adgang til at opfinde, vælge og fravælge de data, der bedst og mest bekvemt støtter den konklusion, man i forvejen har lagt sig fast på.

JHS, hvis titel er: »A literature review and meta-analysis of the effects of lockdowns on Covid-19 mortality« [1] er – som nævnt i titlen – en såkaldt metaanalyse. Som Ugeskrift for Lægers læsere ved, kombinerer sådanne analyser – især brugt i evidensbaseret medicinsk forskning – resultaterne af i princippet alle de videnskabelige undersøgelser, der søger at besvare det samme spørgsmål. Under forudsætning af, at de underliggende undersøgelser er udvalgt systematisk og objektivt og data underkastet kompetent statistisk vurdering, kan en sådan »pooling« af mange undersøgelser af det samme fænomen – jo flere, jo bedre – selvsagt øge troværdigheden af det resultat, man kommer frem til.

Dødelighed reduceret med 0,2 procent

JHS er foretaget af Jonas Herby, specialkonsulent ved den liberale tænketank Cepos, Steve Hanke, økonomiprofessor ved Johns Hopkins University i Baltimore, og Lars Jonung, professor emeritus (økonomi) ved Lunds Universitet. Ifølge studiet har de restriktioner og nedlukninger, man i forskellige lande gennem de sidste par år har håndhævet i forhold til Covid-19, ikke haft synderlig effekt. De gennemsnitlige restriktioner og nedlukninger i Europa og USA har nemlig if. studiet reduceret dødeligheden med kun 0,2 procent.

Det skal straks indskydes, at studiet ikke er fagfællebedømt. Det er tilgængeligt på en hjemmeside, der tilhører et institut på Johns Hopkins University, som er en særdeles velrenommeret institution, men det er ikke offentliggjort i et anerkendt tidsskrift, og alle arbejdets tre forfattere er økonomer uden epidemiologisk ekspertise.

Argument mod sociale restriktioner

En del politikere og medier, især de, der af ideologiske grunde har talt mod nedlukning, har med JHS i hånden i realiteten nu taget hul på at argumentere mod sociale restriktioner i en fremtidig tilsvarende situation. Omvendt har analysen blandt epidemiologer og i den internationale fagpresse fået en – mildt sagt – ublid medfart, og også i Danmark er analysens metode og resultater blevet udsat for kritik. De faglige bedømmelser, analysen har indhøstet, er frit tilgængelige, så her vil kun den omtalte gennemsnitlige reduktion af dødeligheden på 0,2 procent blive kommenteret, fordi Jonas Herby har brugt dette tal til i den danske presse nonchalant at påstå, at de danske nedlukninger (før vaccineudrulningen) kun forhindrede i alt knap fem dødsfald; at nedlukningerne med andre ord var værdiløse.

I virkeligheden er grundlaget for det nævnte gennemsnit i alt syv undersøgelser – med højst uensartede konklusioner og slutninger, der stritter i alle retninger. Den anvendte tilgang kan bedst sammenlignes med et forsøg, hvor man i en stikprøve omfattende ti ansatte på en arbejdsplads finder, at otte har fået en månedlig lønstigning på 0 kroner, mens to har fået en stigning på 1.000 kr. Den gennemsnitlige lønstigning kan så beregnes til 200 kroner; statistisk set korrekt, men i henseende til anvendelighed aldeles meningsløst.

For de fleste er det kontraintuitivt, at restriktioner og nedlukninger ikke skulle reducere en smitsom luftbåren sygdoms sygelig- og dødelighed; det er heldigvis også forkert. Da Herby, Hanke og Jonung fandt ud af, at der ikke alene var for få brugbare undersøgelser at bygge deres analyse på, men også at de pågældende undersøgelser i sig selv var inkonklusive, burde de have indset, at deres analyse ikke ville holde vand. Og Herby burde helt have afholdt sig fra at bruge de misvisende resultater til at påstå, at de danske nedlukninger var virkningsløse.

Alternativ analyse af effekt

Hvis ønsket reelt havde været at kaste lys over nedlukningers effekt, kunne JHS’ tre forfattere i stedet have tyet til en analyse baseret på forventet levealder. Studiet, der er publiceret i BMJ [2], fandt, at der i 2020, altså før rådigheden af vacciner, blandt 37 undersøgte lande skete et fald i forventet levealder i de 31. De seks undtagelser, dvs. hvor levealderen enten forblev uændret eller steg, var New Zealand, Taiwan, Norge, Danmark, Island og Sydkorea.

Andre forhold end restriktioner og nedlukninger kan naturligvis have spillet en vis rolle i forhold til dette udfald, f.eks. at tre af landene er østater (antageligt imiterende effekten af en nedlukning). Tilsvarende kan man gætte på, at dødeligheden har kunnet påvirkes af andre sygdomme end Covid-19. Men det er påfaldende, at netop disse seks lande tidligt tog ret konsekvente restriktioner i brug. If. det pågældende studie »tabte« de 31 lande mere end 28 millioner »præmature« leveår, hvilket er over fem gange mere end under influenzaepidemien i 2015.

De færreste kan nok umiddelbart forholde sig til et tab på 28 millioner leveår. Men hvis man forestillede sig, at Danmark havde haft et tab på linje med de øvrige 31 lande, ville det if. en ganske vist hurtig og usofistikeret beregning have betydet mindst 2.000-3.000 ekstra dødsfald – og stadig med plads til at tilskrive andre faktorer en del af skylden. For kontekstens skyld ville det have bragt antallet af døde i Danmark op på et niveau, der er sammenligneligt med Sveriges.

Bitter kulturkrig

The Lancet skrev for nylig, at nu, hvor pandemien går ind i sit tredje år, har den politiske debat om Covid-19 udviklet sig til en bitter kulturkrig, hvor argumentation bliver til kampe mellem forskellige grupperinger, der har forskellige meninger om, hvordan et samfund skal organiseres og styres. Herby og hans medforfattere gør sig – med fastholdelsen af deres undersøgelses gyldighed – skyldige i en udnyttelse af videnskab helt i overensstemmelse med The Lancets karakteristik: et misbrug til at fremme bestemte idéer om bl.a. Danmarks indretning.

Personligt er jeg sikker på, at danskerne – også når den næste epidemi truer – vil være bedre hjulpet af de myndigheder, der betjener sig af epidemiologisk ekspertise, end af mennesker og tænketanke, der under foregivende af objektivitet søger at pådutte os deres ideologi – uanset om den er af ultraliberal eller diametralt modsat observans.