Skip to main content

Kun sammen kan vi gøre det bedre

♠ Overlæge Lene Ørskov Reuther, E-mail: lreu0001@bbh.regionh.dk

7. jun. 2010
2 min.

Ledende overlæge Hanne Rolighed Christensen

Klinisk Farmakologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital

I et indlæg i Ugeskriftet [1] påpeger institutchef for Institut for Rationel Farmakoterapi, Steffen Thirstrup, og formanden for Lægeforeningens Lægemiddeludvalg, Yves Sales, relevant problematikken med medicinskift i den tværsektorielle overgang. Steffen Thirstrup foreslår f.eks., at hospitalerne ved udskrivelsen ordinerer den medicin, der er billigst på apotekerne.

Vi er meget enige i ovenstående betragtninger og er glade for, at der endnu engang sættes fokus på dette.

Den Regionale Lægemiddelkomité i Region Hovedstaden udgiver hvert år en rekommandationsbog til valg af lægemidler til behandling af de mest almindelige sygdomstilstande efter høring i de relevante sundhedsfaglige råd (SFR), der er specialespecifikke råd, bestående af relevante specialister fra hospitalssektoren. Rekommandationsbogen sendes i høring i primærsektoren (medicinfunktionen). Det medfører, at der indimellem sker til- og fravalg af lægemidler på regionens hospitaler overvejende af hensyn til praksissektoren (f.eks. medicin til behandling af mavesår). Medicinfunktionen laver tilsvarende årligt en »basisliste« (en liste med forslag til førstevalg af lægemidler til voksne inden for de mest almindelige indikationsområder), der inden udgivelsen sendes i høring hos relevante SFR. Basislisten er trykt i hospitalernes rekommandationsbog, ligesom der et link til denne i hospitalernes elektroniske patientmedicineringsmodul (EPM).

I Region Hovedstaden er anbefalingerne stort set enslydende i de to sektorer, og en opgørelse over de mest anvendte lægemidler i fjerde kvartal 2009 viser, at om end prisen for medicinen generelt er lavere i hospitals- end i praksissektoren, er den medicin, som er dyrest på apotekerne, også dyrest på hospitalerne.

Skønt der fortsat er betydelig forbedringspotentiale, er der dog skabt et solidt fundament, der kan bygges videre på. Det bliver først rigtig godt, når begge sektorer demonstrerer vilje og resultater, der sammen går i den rigtige retning. Kun på den måde skabes rationel farmakoterapi i begge sektorer.


Referencer

  1. Bundgaard B. Lægerne skal lære at spare på medicinen. Ugeskr Læger 2010;172:1494-8.